Rejseoplevelser

Ægteparret Lone og Leif fortæller om deres backpackertur til Vietnam. Efterhånden som de kom frem, sendte de emails hjem, om hvad de oplevede undervejs. De tog afsted 9. december 2001 og kom hjem 9. januar 2002.

Før rejsen

Jeg hedder Lone Gromada, er 54 år og arbejder som sekretær i Dansk Industri og Leif Ullerup, min mand, er ligeledes 54 år. Han arbejder som elektroniktekniker i Roskilde Kommune.

Sidste år rejste vi rundt i Thailand i 1 måned som backpackers for første gang i vores liv. Det blev en succes og med det samme bestemte vi os for at gentage succesen næste år - denne gang til Vietnam. Vi havde hørt om Vietnam gennem venner og bekendte, som havde været på "turistrejse" - det lød som et spændende rejsemål - så det måtte vi prøve.

Vi tager af sted den 9. december 2001 og kommer hjem den 9. januar 2002. Der er virkelig mange i vores generation, som undrer sig over, at vi tager af sted over julen. Nu er vi så heldige, at vores børn (3 stk. + 3 børnebørn) holder jul med svigerfamilien hvert andet år, og det er heldigvis det samme år, de gør det. Det at kunne rejse over julen giver automatisk nogle dage ekstra på feriekontoen. Der skal jo også være dage tilbage til skiferien.

Vi bestilte flybilletten i august. For at få en billig flybillet måtte Leif krybe til korset og acceptere Aeroflot. Den koster blot 5.400 inkl. afhentning i lufthavn og 2 nætter i Hanoi. Vi flyver København/Moskva/Hanoi og hjem Ho Chi Minh/Moskva/København. Alternativet var en billet til kr. 9.000. To dage efter vi havde betalt biletten, blev vi kontaktet af Jydsk Rejsebureau, der fortalte, at Aeroflot havde ændret flytiden fra Moskva til København, og at vi derfor ville lande 5 minutter efter flyet til København var afgået. Dette medførte, at vi måtte overnatte i Moskva på hjemturen og ryste op med 700 kr. for et værelse. Så blev Leif pudset på bureauet, og det endte da også med, at Aeroflot betaler.

For omkring en måned siden begyndte vi at læse om Vietnam. Det foregår på den måde, at Leif printer fra internettet, alt hvad han kan finde om andre backpackers og deres oplevelser. Vi læser også bøger m.m., men jo mere vi læser, jo mere forvirrede bliver vi. Det, som er en kæmpe oplevelse for nogle, er en skuffelse for andre. Derfor har vi blot besluttet os i grove træk for rejseruten. Vi ser, hvad der kommer og beslutter os efterhånden. Indtil videre hedder det Hanoi, lidt trekking omkring Sa Pa, retur til Hanoi og ud til Halong Bugten. Derefter sydpå til Hué, Hoi Ann, Na Trang, Ho Chi Minh, Mekong deltaet og Ho Chi Menh.

I går fik vi sendt Visumansøgningen af sted og i dag kom rygsækkene frem fra loftet. Der er præcis 4 uger, til vi rejser. Nu begynder spekulationerne om, hvad der skal med. Det kan jo være koldt oppe nordpå, meget koldt endda. Det kan regne meget i Mellemvietnam, og der er meget varmt og solrigt i syd. Og hvad hvis der er snestorm og minus 30 gr. i Moskva, når vi lander? Og vi vil ikke bære på mere end max. 14 kilo. Vi er ikke garvede backpackers, så vi mangler erfaring i pakningens kunst. Nu går de næste 4 uger sikkert med at pakken ned og op, ned og op.

Tilbage til toppen

Flyturen og de første dage i Vietnam - 13. december 2001

Aeroflot levede ikke op til sit ry, vi kom nemlig helskindet til Hanoi. Det kan da godt være, at stewardesserne ikke var helt så slanke, at flyet ikke var helt så lyst malet og moderne indvendigt, at sæderne ikke var helt så tykt polstret, og at serveringsbordene ikke var så lige, og vinen ikke blev skænket helt så rundhånden, som vi er vant til, men ... de var søde og høflige, og maden var bedre end McDonalds. Og så var der var rigeligt med plads, så man kunne få sig en lur indimellem, helt udstrakt - det tæller også.

Til gengæld levede russerne helt op til sit ry med hensyn til bureaukrati, da vi nåede Moskwa. Det var kø og stempler, kø og stempler, og kø og stempler, I guder. Selv det at udstede en madkupon, som de synes, vi skulle have, selv om vi landede efter kl. 21, tog virkelig sin tid at skrive, og så blev vi endelig lukket ind i transithallen for at spise i restauranten, og vi fik dagens ret - det var det eneste, de havde, ja selv de to servitricer var en parodi at se på, når de serverede. Endelig blev vi kaldt ud til gate 21, hvorfra bussen skulle køre os ind til hotellet, men .. i kø igen og stempler for at komme ud og så hen til bagdøren for at få afrevet en billet for at komme ud i bussen, som holdt og ventede ude på flypladsen.

Der var sne og minus 13 grader, men heldigvis var bussen opvarmet. Det tog omkring en halv time at komme til hotellet, som udefra var stort og flot og pyntet op med lyskæder. Lobbyen var også flot, men så hørte det også op. Dørene var ramponerede, der manglede lidt tapet, og døren kunne kun "låses" med en dørkæde. Det betød, at alle kunne åbne døren ca. 20 cm og kikke ind, hvis de altså ville. Men værelset var rent, det var hovedsagen, og så skulle vi heldigvis ikke betale kr. 700 for en nat, som mange andre. Der var telefonvækning kl. 5 - en time før busen skulle køre næste morgen. Det var rigeligt med tid, når man som os hverken havde medbragt rene trusser, deo o.l. Vi troede fejlagtigt, at vi fik vores baggage med på hotellet. Heldigvis havde Leif en tandbørste, og sæbe var der da. Vi fik udleveret morgenmaden, da vi forlod hotellet. Det var en overlevelsespakke fra hæren - en bærepose indeholdende en flaske vand, en brik juice, en plade chokolade, en muffin og en yoghurt. Vi blev checket ind i lufthavnen igen af den samme "kvindelige" kampvognsfører, som om aftenen.

Vi landede i Hanoi kl. 11 om aftenen (den 11. dec.)og blev afhentet af en guide, og blev i taxa kørt til et lille hotel midt inde i den gamle bydel. Hotellet er pænt og nydeligt.

Det er noget af et kulturchok at komme ud på gaden næste dag. Man går på vejen blandt biler, cykler og scootere - mest det sidste. Fortovene bliver brugt til at parkere scootere på. Det er også her, man laver mad og spiser, siddende på hug eller ved små børnetaburetter og -borde. Det er også her man vasker op og vasker tøj. Det er også her man arbejder, hvad enten man sælger varer, er smed og sidder og svejser eller vikler kobber om motorer eller syr. Hver gade sælger sin specielle ting. I en gade kan det være sæder til scootere, næste gade er f.eks. sko, en anden gade tilhører smedene, den næste kan være skindjakker og en fjerde diverse tøj. Ja, selv kød bliver der solgt. Man har blot et bræt på gaden og en kniv, og så kan køberne komme hen og mærke lidt på kødet.Og så går kvinderne virkelig rundt med deres rishatte og en bambusstang som åg og bærer på adskillige kilo frugt og grøntsager, som de sælger. Her er virkeligt et leben. At komme over gaden er ret nemt. Man skal blot lukke øjnene, bekæmpe nerverne og slendre over. Så går det fint, og der sker ikke noget. Det virker faktisk.

Ud over at vandre rundt hele dagen i går og kikke på alle ting, var vi på krigsmuseum, besøgte en tempel, som lå ude i en stor sø og aftenens højdepunkt var "the water puppet theater". Ni dukkefører stod i vand til livet (naturligvis bag et forhæng)og førte dukkerne mens andre seks spillede musik og sang og fortalte historien. Det var helt fantastisk. Vi tørnede til køjs kl. 22 - ret trætte. Jeg fik en god søvn, vågnede op og var ret kvik og mente klokken var 5.30 - det var passende at stå op, så jeg begyndte at vække Leif. Efter en halv time fik jeg ham da også op, men føj hvor blev han sur, da han opdagede, at klokken kun var 1. Hvor kan man da tage gruelig fejl af klokken.

Her til morgen skulle vi checke ud af hotellet, idet vi skal med nattoget til Sa Pa, som ligger i det nordvestlige Vietnam - lige op til Kinas grænse, så i dag er vi lidt hjemløse. Vi tog her til morgen med en cyclo (cykeltaxa) ud til Ho Chi Minh mausolæet, hvor Ho Chi Minh ligger balsameret. Han så nu ret pæn ud, som han lå der. Der var vagter i massevis, og vi skulle gennem en metaldetektor og aflevere kamera, og vi blev gennet ind på en række, og Leif blev henstillet om ikke at tale. Det var skam en alvorlig sag.

Nu er vi endt på denne internetcafe. Det koster 1,50 kr. i timen, så det er ikke pengene, der skal afholde os fra at skrive, men vi har endnu ikke fundet ud af at sende nogle billeder fra vores kamera. Det har småregnet lidt i går og i dag. Temperaturen er omkring 20. Jeg frygter lidt for pladsen i Leifs rygsæk. Han har allerede købt 11 cd'ere (stk. pris 6 kr.) så hvordan ser det ikke ud bare en uge frem? Jeg nøjedes med at købe et par nye briller (1/4 af prisen i Danmark) og så tog det kun tyve minuter at få dem lavet, så hvorfor skal det tage 1 uge derhjemme? Vi må nok indrømme at alle ting er billige herude. F.eks. koster mad til 2 personer inkl. 2 halve liter øl mellem 25 og 40 kr.

Det var alt for nu. Jeg skal lige ud at finde ud af, hvordan vi kommer videre på vores tur, når vi vender tilbage fra Sa Pa på mandag. Man må planlægge i god tid, da f.eks. nattogsbillet skal bestilles i god hvis, hvis man som os luksusdyr vil have soft sleeper - ej træbænke.

Tilbage til toppen

Sa Pa og Hue - 20. december 2001

Turen gik videre til Sa Pa, en rejse på 390 km med tog (9,5 t) + en tur med bus på 35 km (1,5 t.). Sa Pa ligger i 1650 m højde tæt på Kinas grænse og med udsigt til Vietnams højeste bjerg, som er på 3100 m. En halv time efter vi ankom, var vi ude og trekke og gik 14 km den dag. Det samme gentog sig næste dag.

Det er de etniske minoriteter, som lever ude i bjergene. Der findes 54 forskellige stammer, men vi så mest til h´mong´erne. Det er de fattigste, fordi de lever højst oppe og dermed kun har mulighed for at høste ris 1 gang om året. Hver en tomme jord er udnyttet, og der er risterrasser over det hele. Vi vandrede op og ned af bjergene, gennem kløfter og vandløb, hen over stok og sten, gennem risterrasserne, balancerede indimellem på de smalle gange mellem markerne, ofte var der 3 m ned til næste terrasse, der var meget smattet, så det var med at holde tungen lige i munden for ikke at få mudderbad. Det var rigeligt, at vi var indsmurt i mudder fra knæene og ned. Vi kom forbi h´mong´ernes huse, som var skure bygget af træ og noget fletværk. Vi var også inde og hilse på. Husene er ret mørke, da der ingen vinduer er, og det var så koldt her ope i bjergene, at de havde tændt bål/gløder indenfor, som de sad tæt rundt omkring, og det var også de ældste, som sov nærmest. De har ingen møbler bortset fra en lav briks og et par små skamler, som vi blev budt at sidde på omkring bålet. Leif kunne altså ikke komme så langt med med sine stive ben. De bærer deres karakteristiske klædedragt året rundt (de dyrker hamp, som de væver tøjet af og indfarver det i indigoblå) og her om vinteren fryser de meget. De heldige børn har gummistøvler på, andre er henvist til bare tær og blåfrosne knæ, og de var ret beskidte og blev nok ikke vasket hver måned. Vores guide kunne tale deres sprog og kunne få børnene til at synge, i den skole vi besøgte. Staten har flere skoler ude i bjergene, men har svært ved at få h´mong´erne til at sende deres børn derhen. Ligeledes er de helller ikke meget for at benytte de medical centers, som der også er. De tror mere på medicinmanden. Vi så også en kvinde stå foran et hus og slå på en slags jernplade. Det var fordi, der var en syg person i huset og nu skulle hun fordrive de onde ånder. Vi var godt trætte efter turen på ca. 7 timers trek og krøb tidlig i seng.

Den første dag støvregnede det og var noget tåget. Dagen efter klarede det op, og så kunne vi rigtig se, hvor storslået og smuk naturen var.

Den tredje dag deroppe kørte vi i minibus ca. 110 km til Bac Ha (meget af tiden langs den kinesiske grænse) for at se på kvægmarked. Byen var fuld af disse etniske minoriteter, som hver søndag kommer ind fra bjergene for at handle.

Det at køre i bjergene er et helt kapitel for sig selv. Det er ikke altid, det er muligt, at to biler kan passere hinanden, så må den ene bakke. Der er ikke noget autoværn, så indimellem hængte vi helt ude på kanten. Vejene var utroligt dårlige med store huller, andre gange med lidt jordskred. Der skal også være plads til vandbøfler, scootere, cykler og små heste samt alle dem, som må gå, ofte med 30-40 kg på ryggen. Cyklerne og scooterne er læsset med alskins ting og sager, også grise og hunde. Vi så een komme med et bur på ca 0,8x0,5x0,5 hvori der var stuvet 15-20 hundehvalpe. De kunne absolut ikke røre sig Det ville virkelig være noget for dyreværnet, men Vietnameserne har jo et helt andet forhold til dyr, end vi har. Det skal lige nævnes, at de kører som gale. Fuld fart på, og så bremse og hornet bruges konstant og så overhaler de, hvor de overhovedet kan komme afsted med det, selv om de ikke kan se, hvad der kommer rundt i næste sving, de sætter bare hornet i bund. Sidst på dagen blev i sat af ved togstationen, og så gik det atter med nattog tilbage til Hanoi kl. 20.

Vi var fremme næste morgen for så at hoppe på en bus til Halong Bay, idet vi skulle med båd over til Cat Ba, en ø, som ligger ude i Halong bugten (nordøst Vietnam). Bugten en meget karakteristisk for sine kalkstensøer og mange grotter og huler. Undervejs besøge vi en kæmpe drypstenshule. Vi var fremme sidst på dagen efter 3 timers bustur og 4 timers sejltur. Dagen efter var vi på en kort trekkingtur i nationalparken. Vi havde oprindeligt købt en lang trekkingtur, men vejret gjorde, at vi tog den korte, som godt nok kun var på 4 km, men det gik opad hele tiden, ofte på alle fire i smat og mudder og op ad klipper. Ja, så blev vi smattet til igen. Det kan være problematisk, når man kun har eet par lange bukser med. Vi så også en hospitalgrotte, som blev benyttet under krigen mod franskmændene 1960-1964, men grotten blev først åbnet for turister i 1994. Det var en krigsveteran, som viste rundt, og som også sang nogle Vietnamesiske sange, hvoraf den ene priste Ho Chi Minh. Det lød forøvrigt helt godt, selvom vi ikke forstod et ord.

Tidlig næste morgen gik turen atter mod Hanoi, hvor vi var fremme sidst på dagen for så at tage nattoget til Hue. Toget er udmærket, og vi var så heldige at få 4-mandskupeen for os selv, dog måtte vi selv rede seng, men der var da rent sengetøj. Turen var på 758 km og tog 13 timer og heldigvis var der rene toiletter. Vi er nu ankommet og har indlogeret os på et nyere hotel og har har givet 12 USD . Det kostede 2 USD ekstra for at få balkon, men det er nu så hyggeligt, at kunne sidde der indimellem og slappe lidt af. Prisniveauet på hoteller ligger fra 8 USD og op, det er ca. 50% mere end i Thailand, men til gengæld er maden og øllet billigere, så det går nok lige op i sidste ende.

Vejret lige nu: Regnen vælter ned, og det er ca. 24 gr.

Tilbage til toppen

Nha Trang - 27. december 2001

Vi overlevede busturen og nåede også at spise julemiddag, før vi tog afsted. Jeg fik and, dog ikke tilberedt som vor mor laver den, den var mere krydret. Hertil fik jeg kartoffelmos og en masse råstegte grøntsager. Jeg tror, at Leif valgte noget med beef, det gør han ofte, dog har han også smagt fisk flere gange, hvilket er usædvanligt for ham. Vi havde bestilt et par sandwich til turen på vores lille spisested, og vi fik teblade og vand med som gave fra værten. Jeg har glemt at fortælle, at næsten hver gang vi bestilte mad, gik der bare 5 minutter, så gik bedstemor afsted, for at hente noget de manglede. Efter 10 skridt begyndte hun at løbe. De har ret mange retter på spisekortene, så der er ikke noget at sige til, at de indimellem mangler noget.

Busturen var noget af et mareridt. Dog var vi så heldige, at der kun var 20 personer med bussen, og vi fik derfor et helt sæde hver. Dog skal det lige tilføjes, at sæderne ikke er helt så brede som i Danmark. Det går normalt ud over mig, idet Leif har svært ved at indskrumpe sig. I starten af turen havde bussen svært ved at komme frem gennem byerne, vi passerede, idet alle folk var på gaden juleaften. Mange havde balloner og havde nytårshatte på. De fleste var på cykel eller scooter, men de er jo oftes 3-4 personer på cyklen eller scooteren. Det er et under, at der ikke sker ulykker. Her er absolut ingen færdselsregler og ingen vigepligt, og det er heller ikke usædvanligt, at de kører i den forkerte side. Men alle cykelister og scootere kører stille og roligt, og man tager hensyn til hinanden. Her er jo ikke ret mange biler, kun busser, lastvogne og nogle få taxaer. Desværre kan man ikke sige det samme om busser og lastbiler. Man er flere gange ved at falde ned af sædet og alle indvolde bliver rystet løse. Leif drak en lille flaske whisky, dog hjalp det ikke på søvnen.

Vi nåede frem tidligt næste morgen og indlogerede os på et hotel tæt på stranden dog uden havudsigt. Derfor flyttede vi næste dag til et hotel med balkon og udsigt over vandet, og så kostede det kun det halve $6. Efter at have sovet et par timer, travede vi byen tynd. Næste dag lejede vi cykler (alle cykler man lejer er skodcykler) og var ude for at se på noget tempel, pagode og en meget stor buddha i dejligt solskinsvejr. Her blev vi fanget af en selvbestaltet guide og kunne ikke rigtig slippe ud af det igen. Vi hader ellers disse guider og vil hellere gå rundt for os selv. Nå, men pludselig var vi på vej op af bjerget til en gammel pagode, hvor han fandt en munk som låste op til en pagode, og vi fik minsandten også stukket nogle røgelsespinde i hånden og skulle bukke 3 gange foran 3 forskellige buddhaer, og så havde han den frækhed at sige, at vi skulle betale 2$ hver til munken, men det nægtede Leif pure og tilbød ham 1$ i alt, men det nægtede han at tage imod. Han førte os videre til buddhaen og så forlangte han 25 kr. for sin guidehjælp, men Leif stak ham 10 kr. og sagde, at han "could take it or leave it". Han endte med at smile og lave sjov og klappe Leif bagi. Vi fortsatte turen og så andre gamle templer fra det 7. århundrede m.m.

I dag har vi været ude og sejle hele dagen. Vi besøgte 4 forskellige øer, snorklede, badede, besøgte et stort akvarium, fik frokost og masser af dejlig frugt om bord, og vi holdt også happy hour. Det gik ud på at hælde så meget Mulberry wine på os som muligt (14pct.). I en fiskerlandsby på en af øerne, hvor vi holdt til, var vi ude og sejle i en kurvebåd. Det er er flettet bund kurv med to padler (og to til at padle). De sejler rent faktisk til havs og fisker i dem. Leif kunne naturligvis ikke dy sig for at vise, at han kunne sejle dem i sænk, han måtte jo have den ene paddel.

Temperaturen var 30 gr. der var ingen sol, men vi blev skoldet alligevel, så hvad var der ikke sket hvis solen havde været der?

I morgen går turen videre til Muinwe Ne. Denne gang blot 200 km sydpå og vi kører fra morgenstuden, så vi er fremme ved frokost.

Tilbage til toppen

Mekong Deltaet og Saigon - 5. januar 2002

Vi kom tilbage til Saigon i går aftes efter 4 dage i Mekongdeltaget. Det har været en utrolig spændende tur. Vi købte en "pakketur" og var 15 personer i en minibus rundt i store dele af Mekongdeltaget. Vi var en blandet gruppe; to hold danskere, nordmænd, tyskere, israelere og vietnamsere (australske statsborgere). Vi kunne slet ikke have nået rundt, hvis vi skulle rejse på egen hånd og ej heller ikke fået set det, vi gjorde. Vi havde en rigtig god guide, en 50-årig vietnameser, som talte et rimeligt godt engelsk og som fortalte os meget om landet.

Foruden Mekongfloden og flere bifloder er der et net af flere tusinde kanaler i Mekongdeltaget. Allerede første dag var vi ude med en motorbåd rundt i kanalerne og endte i en "tropical jungle", hvor vi skiftede transportmiddel til små 3-personers kanoer (der var blot 15 cm. fra bunden og op til rælingen, så skamlerne man sad på var blot 5 cm. høje.) Vi blev sejlet ind for at se en Vietkong-base, som opererede meget tæt på amerikanerne under krigen. Herfra gik det videre med bus og 2 færger. Undervejs gjorde vi holdt for at se, hvordan de lavede røgelsespinde. Her kan man godt tale om børnearbejde, små piger ned til 4 år var i gang med produktionen, mens mor passer kiosken. Vi nåede frem efter mørkets frembrud, var ude og spise og så i seng, idet vi skulle afsted kl. 7 næste morgen.

Dagen begyndte med at sejle ud til en fiskerlandsby på vandet. Husene var, alt efter hvor fattig man var, alt lige fra små både, hvor hele familien boede til skure på olietønder og bambus eller et pænere og malet træhus med TV. Under husene havde man fiskeopdræt. Der var net under husene og her gik fiskene, indtil de var store nok til at blive solgt. På deres "terrasse" var der nogle store kogekar, hvor man tilberedte fiskemaden. Det lugtede ikke specielt godt. Her kommer børnene nok heller ikke i skole. Vi gik i land og så nogle Kmerere - vi er lige nu nogle få km fra den Cambodianske grænse, så her er, som der plejer at være i grænseområder, etniske minoriteter - som vævede stof til saronger, og så på meget tæt hold, hvordan de levede på deres pælehuse. For 3 måneder siden ødelagde monsunen mange huse og de dyr, der ikke kunne svømme, døde. Flere steder kunne man se, hvor højt vandet var gået. Der var ca. 1 meter over gulvhøjde, selv om husene var på pæle. Vi fik mere af dette at se på vores videre tur. Mange steder var husene væk og folk boede under plastikpresenninger (normalt er husene bygget af enten forskallingsbrædder, blik eller presenning eller et mix af alle dele). Vejen vi kørte på, gik fra nord til syd langs grænsen. Den var først åbnet i 1998, og på en del af strækningen var den absolut ikke velegnet til biler. På et tidspunkt måtte vi ud. Vejen var spærret af et tykt rør, idet de var ved at pumpe dynd op af floden, og dyndet skulle "afleveres" på den anden side af vejen. Så skulle mændene flytte nogle jernslidsker, så de passede med bredden mellem bussens hjul.

Efter et par færger mere blev vi sat af ved en pagode med en sandstrand, hvor vi slappede lidt af efter en hård køretur. Det er jo omkring 35 gr. i skyggen om dagen (om aftenen 28-30), så man bliver hurtig svedig, ulækker og tørstig. Selv Leif drikker kun vand i løbet af dagen. Han er bange for, at øllet løber for hurtigt igennem. Guiden har fortalt, at det er bedst, at man tisser, når der holdes pauser, så bussen ikke skal holde i utide. Nå, men vi fik også set en meget smuk solnedgang ved stranden (den thailandske golf).

Afsted igen til Ha Tien, ca. 1,5 km fra Cambodia. Samme procedure som i går, men denne gang havde vi til kl. 7.30 inden vi skulle afsted, så vi var en tur rundt i byen tidligt om morgenen. Hvis man, som os, kan finde på at vågne kl.5, kan man høre den vietnamesiske regerings nyheder fra 5-6 i højtalere rundt om i byen. Dette gentages 2 gange mere i løbet af dagen. Vi rejser jo i et kommunistisk land, men det er utroligt så lidt, vi ser til politi og militær. Og alt kan købes på markederne, her er overhovedet ingen varemangel, og hvad angår sortiment, ja, så kan Bilka godt pakke sammen.

Efter en smuttur til et Khmemer-maked 500 m fra grænsen gik turen til en ny strand, hvor vi slappede af til middagstid, og så gik resten af dagen med buskørsel og færgesejllads (i øvrigt med en dansk færge, som Danmark har sponsoreret til Vietnameserne),og så nåede vi frem til den største by i Mekongdeltaget. Igen tidligt op og ud at sejle. Vi skulle nemlig se det flydende marked. Salg af frugter foregår fra båd til båd. Nogle har et stort "fragtrum" til f.eks. meloner eller kokosnødder (når de skal lastes foregår den med en kæde af mennesker, som kaster frugten fra mand til mand). Men der bliver også solgt morgenmad fra sådan en lille kano. Alt bliver lavet i båden. Nogle både har rejst en flagstang, hvor de har hængt de forskellige frugter, som de sælger, smart ikk'? Og det skal også nævnes, at de bor jo også på mange af disse både, så der bliver vasket tøj i floden, børstet tænder m.m. Børnene har ikke ret meget bevægelsesfrihed. Men det er sjældent, at man hører dem græde. De virker meget harmoniske. De eneste børn, som ikke er så sjove, er dem som tigger, og de kan være meget plagsomme, men vi må jo hele tiden tænke på, at det vel er os turister, som har været med til at ødelægge dem. Mange andre børn vil blot afprøve deres engelsk, og ordforrådet er følgende: Hallo, How are you, what is your name, where do you come from. Nogle skal blot røre ved vores "lyse" hud eller holde os i hånden.

Efter det flydende marked gik turen ind i kanalerne, denne gang i et område, som var roligt og meget smukt og ikke specielt fattigt. Vi gjorde holdt ved en nuddelproduktion. Det er jo altid interessant at se, hvor primitivt en storproduktion kan foregå, og man tænker sig lige om en enkelt gang, næste gang man er ved at sætte en gang nuddelsuppe til livs. Vi skulle jo også lige gå over en "monkey bridge". Man kan jo ikke lave rigtige broer alle steder, så en en tynd træstamme lagt ca 3 meter over kanalen gør det ud for en bro. Det var dog ikke alle, der turde gå over. Senere så vi, hvordan de konserverer rejer. Herude bliver alt tørret. Der er ikke køleskab ret mange stedet på landet. Man har til nød isblokke, og det er ikke et særsyn at se en scooter med 3 store uindpakkede isblokke (1 m i længden.) Men disse rejedamer vi så, sidder på hug hele dagen og sorterer tørrede rejer efter størrelse ved at sigte dem gennem et sold. Så tilbage til Saigon, hvor vi havde reserveret vores tidligere hotel. Denne gang fik vi badekar uden at skulle betale ekstra. Selvom vi ikke gider ligge i karet, betyder det, at gulvet ikke er vådt over det hele, efter vi har badet. Og i dag fik vi sandelig et køleskab (helt nyt), så nu er det helt luksus, rent sengetøj og håndklæder hver dag, og stadig kun 8 USD inkl. morgenmad.

Sulten kalder. Klokken er 20.45, og det er 30 gr.. Heldigvis er luftfugtigheden ikke så høj, så det er til at holde ud. Det er lidt værre om dagen, hvor solen brænder. Men vi klager ikke.

Tilbage til toppen

De sidste dage i Saigon - 7. januar 2002

Nu er ferien ved at gå på hæld. Vi sidder her i Saigon, og klokken er 19. Vi skal afsted til lufthavnen i morgen tidlig kl. 5. Vi har lige pakket rygsækkene og er faktisk klar til at tage afsted - også mentalt. Når man først forbereder hjemrejsen, så kan det ikke gå hurtigt nok, og vi glæder os meget til at se familie og venner igen. Vi har vist nok taget omkring 600 billeder.

De sidste dage har vi været her i Saigon, dog med en afstikker op til nogle kendte tuneller, som vietnameserne gravede under krigen. Der var ca. 200 km i 3 niveauer, og de blev brugt som flugtveje og for at komme tæt på fjenden. Det gav et rigtigt godt indtryk af, hvad der foregik, selv om vi naturligvis ikke kunne komme ned i de originale. Dertil var vi for store og man skal ikke lide af klaustofobi. De havde derfor udgravet nogle lidt mere, så vi kunne prøve. Vi så også mange forskellige fælder, som det absolut ikke var morsomt at falde ned i, man blev rent faktisk spiddet.

Ellers har vi blot slendret rundt, været på markeder, i varehuse, gået rundt i gaderne. Byen her er virkelig kontrasternes by. Det ene øjeblik går man i en "fin" gade med masser af beplantning og fine butikker, 2 gader derfra leves livet på gaden. Når man f.eks. sidder sådan en aftenstund og nyder en stille kold pils og betragter livet, ser man velklædte unge vietnamesiske piger i lange bukser og med højhælede sandaler, det næste øjeblik humper en krigsveteran uden ben forbi, siddende på et stykke bildæk for at skåne buksebagen. Længere henne på et gadehjørne har en hjemløs slået sig ned i en hængekøje, så går man 10 trin, og en kvinde er ved at tilberede aftensmaden til sin familie, grillede hønsetæer er ikke ualmindeligt, og de uundgålige sælgere kan jo heller ikke undgås.

Næsten alle steder er der lysstoflys og sparepærer. Vi har vist ikke været på et eneste hotelværelse uden lysstofrør. Plastikstole og borde enten i voksen- eller børnestørrelse findes overalt. På de fleste spisesteder på gaderne er det kun i børnestørelse. Der har Leif svært ved at få numsen til at slippe stolen, når han rejser sig. Mange vietnamesere sidder blot på hug og laver mad og spiser. På en restaurant, som ellers så fin ud med hvide duge, opdagede vi, at de havde høns, duer og en vaskebjørn i bur og så blot et stykke papir under til at tage skidtet. Ja, velbekommen, man skal ikke være sart. Der findes selvfølgelig også meget fine restauranter (de er dog i undertal), men dem synes vi ikke er så spændende.

Ofte har frisøren også sin butik på gaden. Her følger som regel også ørerensning og fjernelse af ørehår med. Til formålet har frisøren en pandelampe på. Sidst på aftenen er det tid til at fjerne affald, så bliver det hele sat i rendestenen. Her kommer kvinderne ind i billedet - hvem skal ellers tage skraldet? Har endnu ikke set en eneste mandlig renovationsarbejder. Med hensyn til vietnamesernes påklædning, ja, så kan man generelt sige, at når det er under 24 gr. (oppe nordpå), så er der mange, der går med strikhuer, unge som gamle og som regel alle babyerne. Alle vietnamesiske kvinder går med lange bukser. Jeg har blot set 3, der havde kjole på, og det var fordi vi tilfældigvis kørte forbi steder, hvor der blev afholdt bryllup. Ved bryllupper mangler der ikke noget. Det er det helt store skrud. Ofte kan man selv i en lille fattig flække pludselig se en butik (et skur), hvor en brudekjole er udstillet i en glasmontre.

Nu vil vi indtage det sidste måltid i Vietnam. Ferien er ved at være slut. Nu mangler vi blot 1 døgns ophold i Moskva.

Tilbage til toppen

Hjemrejsen og status - 14. januar 2002

Vi landede i Danmark onsdag den 9. januar om eftermiddagen kl. 16. Vi kom afsted fra Saigon med 1 times forsinkelse. Klokken 08.45 fløj vi med en boing 767(her er der ingen forskel på Aeroflot og SAS), vi blev lovet morgenmad, når vi kom i luften, og det fik vi så: spagetti med beef og bønner, en bolle, 2 tykke skiver skinke, 2 skiver af noget andet noget, gravad hellefisk og noget andet fisk + kage, kaffe, rødvin og juice. Jo, det var et godt morgenmåltid, senere på dagen blev det gentaget, blot ændrede man lidt på udvalget.

Efter 12 timers flyvning skulle vi til det igen - altså bureaukratiet i Moska. Vi blev kørt til det samme hotel som sidst, hvor vi skulle være til næste dag kl. 12.30. Det gik faktisk op for os, at vi var internerede. Vi boede på 9. sal, men måtte kun forlade etagen for at gå ned til 5. sal og spise, et rum indrettet specielt for os internerede. Vi internerede havde også en speciel elevator, hvor vi kun kunne køre til 5. eller 9. sal. Der stod 3 sikkerhedsvagter i lobbyen, som sørgede for, at vi ikke gik ind i restauranten eller tog den forkerte elevator, eller for den sag skyld forlod hotellet. Gad vide hvad de tænker, når de tror, at vi kunne tænke os at flygte ud i 21 gr. kulde og sne, det eneste man kunne se var boligblokke, sne og træer.

Vi synes, vores ferie har været rigtig spændende, alt har været vellykket, vi har overhovedet ingen dårlige maver haft, før vi kom hjem og indtog Henriks dejlige mad (lækre bøffer, bernaise, kartoffelbåde, rødvin og is), så gik det galt for os begge. Når man ser, under hvilke forhold de laver mad, så kan man selvfølgelig undres. Vi så mange køkkener. Disse kommer man nemlig ud i, hvis man skal låne et toilet, da døren ofte går fra køkkenet og derud. Al opvask foregår i hugsiddende stilling og med et par opvaskebaljer henne i det ene hjørne og så er der et enkelt bord og et par gasblus, Grøntsagerne bliver ordnet siddende på hug på gulvet. Til toiletternes ros skal siges, at vi faktisk ikke oplevede et eneste, som lugtede.

Vietnam er et meget smukt land, kulturen er meget, meget anderledes, og det kan være svært rigtigt at beskrive, hvordan det er. I kan prøve det selv, hvis I har lyst. I skal blot have 1 måneds ferie, mindre kan ikke rigtig gøre det, samt 10.500 kr. pr. næse og lidt rejselyst i bagagen. Vi har rejst over 3000 km i Vietnam og har mødt en masse mennesker og hørt om deres rejseeventyr. Så vi har fået mere blod på tanden - næste år kunne det meget vel blive Laos og Cambodja.

Tak fordi I gad lytte til os.

Kærlig hilsen,

Lone og Leif

Tilbage til toppen