Rejseoplevelser

Følg de to søstre Jeanette og Betina på deres tur til Kina, der fortsatte videre til Thailand, Vietnam og Malaysia for endelig at ende i Borneo. De rejste d. 30. juni 2001 og kom hjem igen d. 27. august 2001. Læs deres rejsedagbog her.
 

Indhold

• Før rejsen
• Ankomsten
• Nanning
• Vietnam
• Vietnam - Hue
• Laos
• Thailand
• Koh Tao til Kota Bahru
• Perhentian Island
• Kuala Lumpur
• Borneo
• Singapore - det sidste brev 25. august 2001

Før rejsen

Vi hedder Betina og Jeanette Christiansen, er søstre og henholdsvis 24 0g 27 år gamle. Betina læser til fysioterapeut og Jeanette er jordemoder i Århus. Vi skal afsted til Asien i 8-9 uger med start sidst i juni måned.

Vores rejseplan er som følger:

Fly til Hongkong via Amsterdam -herefter på egen hånd gennem Sydkina, over grænsen til Vietnam, videre gennem Vietnam til Laos. I Laos finder vi en passende rute til Thailand. Kort ophold i Nordthailand og så videre mod det sydlige Thailand for at besøge en uturistet ø. Videre mod Malaysia hvor vi slutter af med 1 uge på Borneo.

Rejsen vil fortrinsvis foregå med tog og bus. Vi vil prioritere at være aktive med cykling, trekking og kano/kajak evt. som transportmiddel. På lange stræk tager vi nattog for at spare tid.

Vi vil gerne forsøge at komme tæt på befolkningen og tager gerne en overnatning hos de lokale som vi kender som meget gæstfrie fra tidligere rejser.

I Kina, Vietnam og Thailand vil kultur, trekking, cykling og gastronomi være det primære - i Vietnam vil vi trekke op til det højeste bjerg. Når vi kommer til Malaysia vil vi leje en bil med henblik på at være helt frie og se os omkring i de ægte jungler og dyrelivet. På Borneo vil vi tæt på verdens smukkeste natur og vi glæder os til at se på denne - i vores øjne - mystiske ø.

Ved planlægningern har vi brugt Lonely Planet bøgerne til de respektive lande, og desuden de store rejsebøger fra Politikkens forlag. Vi har desuden lånt forskellige bøger om landende, men ovenstående mener vi, er de bedste. Vi har delt stederne op, så vi hver især står for 3 lande og så agerer rejseleder for hinanden med hvad der så måtte komme af overraskelser ud af det.

BUDGET: Asien er et billigt område at leve i og vi har lagt et budget på 100-150,- pr. dag pr. person. Dette skal dække leveomkostninger og transport. Tiden vil vise hvilke kompromiser det kræver mht. standard. Vi vil benytte os meget at nattog så vi både sparer overnatning og tid.

VISUM: Udenrigsministeriet oplyser om visum regler på www.um.dk/. Gå ind på "hjælp i udlandet" og søg på det aktuelle land. Man søger skriftligt om et visum og skal udfylde ansøgningsskema. Sammen med gyldigt pas, billede visum afgift( ml. 200-500,-kr. pr. stk.) sendes dette tilbage anbefalet, husk retur kuvert incl. porto til anbefalet brev. Gå igang i god tid, afhængig af antal lande der skal søges til. Behandlingstid ca. 1 uge. Ambassaderne kan ligeledes oplyse om, hvilke grænseovergange det er bedst at benytte.

FORSIKRING: Vi har valgt at tegne forsikring gennem Sygesikringen Danmark. Der er et væld af muligheder og det er svært at vurdere om der er forskel i kvaliteten. Husk at tjekke hvad indbo og ansvar/ulykke forsikringen dækker når man er på tur, så man ikke tegner dobbelt forsikring

Tilbage til toppen

Første brev fra søstrene - 6. juli 2001

Hong Kong - 1. juli 2001

Hong Kong tog imod os med en fugtig hede, imponerende skyskrabere og summende travlhed. Her er der virkelig business i luften.

Vores privilegie var Mathias, en ven fra Dk som indlogerede os i sin hybel i bydelen Happy Valley. Udsigt af 5 stjernet klasse over travbanen, aircondition, kaffe og hjemlig hygge.

Vi blev indtroduceret til livet blandt udenlandske Hong Kong borgere og tog del i en noget øldomineret brunch på 1.dag som i forvejen var en kende domineret af jetlag. Hong Kong er meget international og der er ikke noget, du ikke kan eller kan få her.

Frokost på restaurant DIM SUM, Happy Valley er ej at fornægte, kinesisk når det er bedst, tror vi. De små lækre steder kan helt drukne i alskens kæderestauranter...

Vi kørte rundt i Hong Kong med taxi og "the tram" (sporvognen), der begge fører dig vidt og bredt for få penge. En lille sejltur over det forfriskende vand mellem Hong Kong og Kowloon giver fornemmelsen af byens muligheder, størrelse og liv. Den er nærmest vokset op af bjergene, som omgiver den og det frodige står i flot kontrast til et sandt lysorgie af reklameskilte. Denne udsigt nydes fuldt ud ved solnedgangen på Kowloon siden sammen med forelskede par og glade familier. Indkøbscentrene får det til at klø i små pigers indkøbssjæl, desuden et fint afbræk pga. aircondition.

Hong Kong -Guangzhou-Guillin - 3-4. juli 2001

Turbojet færgen sendte os til Guangzhou med en rasende fart. Mødet med denne var varmere, mere travl, mere kinesisk og mere kaotisk. Trafikken var enorm og vi er nu rigtig udfordret. På jagt efter penge og togbilletter bevægede vi os af sted som små svedende pubber( rygsække for og bag). Trods travlhed og kaos var der mange smil og hjælpsomme sjæle, vi fik hævet penge og købt en soft seat togbillet i første forsøg. Det tog kun 5 timer.

Den 15 timers lange togtur foregik i selskab med begejstrede teenagers. De ellers korthadende piger endte efter 10 min. i et røvhul lignende kortspil, som ikke blev hjulpet på vej af blokeret kommunikation. Men tiden gik og vi fandt tonen. Muntrede os med at uddele tyrkisk peber, hvilket ikke behagede kinesiske ganer.

Vi nåede Guillin tidlig morgen og blev lynhurtigt puttet på en bus til Yuangshuo. Denne sølle 2 timers tur var meget hårdere end alle 15 timer. Chaufføren kørte garanteret med lukkede øjne om kap med de andre på vejen. Der var vel omtrent 35 grader og rigtig rigtig mange kinesere i bussen samt et par huller i vejen...

Yuangshuo - onsdag 4. juli

Her har vi byen, der har alt! Vi bor på Hotel Fawlty Tower for 40 yang pr. mand. Her er aircondition, rigtig wc og bad, bløde senge og flinke kinesere. Der er mange backpackere her, så man undgår ikke at blive overfuset med tilbud om bådture, cykleture osv. Vi ville egentlig helst selv udspionere området, men blev alligevel lokket på cykletur med Sally. Det har vi ikke fortrudt. Vi var os tre på tur gennem rismarkerne helt ude på landet, hvor vi er helt tilbage, hvor det var koen, der pløjede marken, tøjet vasket i hånden med knofedt, der blev arbejdet dagen lang til fordel for familiens ve og vel. Chikadernes musik, heden, bjergene, duftene fra rismarkerne og smagen af salt på overlæben var med til at gøre det hele til virkelighed. Sally tog os med hen til hendes søster i en lille landsby, hvor vi kom helt tæt på den kinesiske familie og deres toilet med dertilhørende mider.

En del af turen foregik i Buddacave, der ikke er af den turistvenlige slags, men dog alligevel åben for alle. Mon ikke vi blev noget forskrækkede, da højdeskræk, superbalance, krybe- ogklatreevne var på prøve. Der blev tid til en dukkert i mudderet med efterfølgende brus under grottevandfald. Bare gør det!!!!

Ivrige efter kinesisk gymnastik forfulgte vi en flok kineser damer i parken en tidlig morgen, med det resultat at vi fik sved på panden, lysten styret og kineser damerne fik en god historie om to mærkelige hvide piger, der spjættede det bedste de havde lært. Generelt udstråler kineserne en taknemmelighed, glæde og begejstring, som mange kunne lære meget af. Disse roser kan dog i visse situiationer forvandle sig til fælt skvalderkål. Ex. togfolk bag billetluer.

Vi kunne skrive en historie om hvert eneste måltid frem til nu. I stedet kan vi kun sige, at det bare skal opleves. Lad være med at være snerpet overfor små stole og gadekøkkener. De gør noget med deres gris, chili, forårsløg, ris og bønner så vi får tårer i øjnene. Dog er vi endnu ikke hoppet på snakesoup, dog hot pot og bamboo rat. Men hvem ved... idag er der røget rejer med skal ned.

Imorgen tager vi buskampen op og drager i modsat retning af alle andre backpackere. Vi vover os mod syd til forhåbentlig Beihai.

Tilbage til toppen

Nanning - 10. juli 2001

Turen fra Yangshou gik forrygende efter kinesiske standarder. Vi valgte princippet punkttransport og tog små stræk af gangen hvilket fik os mod Nanning hurtigt. Vi fik fornøjelsen af lokal bus, sovebus med spyt og sure tæer og luksusbus i en grad man aldrig havde drømt om. Men det var sjovt, vi fik så megen hjælp af de lokale, nok mest fordi de jo ikke kunne have os hængende der, så hellere hjælpe dem videre.

Nanning er stor og igang med at blive større. Det regnede og det havde det gjort så længe, at der var oversvømmmelse i forskellige kvarterer. Stemningen var ikke høj i byen, men vi fandt et lille hj&oalsh;rne i byens park, hvor vi tullede rundt blandt kinahuse og små broer. Men vi skulle videre... nye planer! I Chongzou var der mulighed for trek og flodture, så det blev der, vi tog til. Det var en herlig og munter by der ikke har besøg udefra hver dag. Folk gloede, lo og var nær trafikuheld på cykler og tuktukknallerter ved synet at os. Desværre var også her oversvømmelse og vores planer om tur til Palang måtte vi droppe. Godt, så så bliver vi her og leger lidt med dem. Vi endte hos den lokale kosmetolog hvor vi fik alt hvad den kunne trække af epilering af hele hovedet, masker, massage og en omgang kiroprakterkvaksalveri så det sagde knas i hele biksen. Og vi tudede af grin og det samme gjorde de to kosmetologer som vi ellers havde vækket i middagssøvnen.

På markedet var de også glade for besøg, vi købte lidt ind til rørende priser og fik tilbudt en halvdød kat til 10 Yuan. I et lille hjørne mistede høns og ænder livet med alle som tilskuere....efterlader en smule kvalme her!!!!

Spiste i gadekøkken hvor vi selv valgte ingredienserne og observerede deres kokkeri. Der stank af tankstation og kostald i rummet, væggene var fugtige, sorte og nedslidte. Men derudover var det fedt at komme så tæt på. Maden var lækker og vores værter var glade og venlige.

Vi forlader Kina med tog. I toget er tiden din egen, fra vinduet ses frodige bjerge, rismarker arbejdssomme kinesere i marken med snurretophatte, nysgerrige lokale venter på at se et livstegn fra et andet sted. Her går livet sin gang, de bekymrer sig ikke om store verdensproblemer. En tandløs kælling smiler til os fra sin baghave og fortæller os igen at Kineserne er så dejlige at besøge og alligevel så svære at forstå....på alle måder. Nu venter Vietnam.

Tilbage til toppen

Vietnam - 18. juli 2001

Vietnam 10/7-01

Der var lagt i kakkelovnen til en omstændigelig affære ved grænsen, men sådan skulle det ikke være. Vi kom igennem på 2 timer. Omkring grænsen vrimlede det med folk, som mod klækkelige summer ville være behjælpelige med alt. Vi fandt en der så nogenlunde pålidelig ud. Selve grænsen var fyldt med selvhøjtidelige grænsevagter med fine hatte. De gjorde ikke meget andet, end se skeptiske ud og sætte stempler efter lange tunge overvejelser.

Vietnam ser ud som forventet, samme mylder som i Kina, mænd med grønne militærhjelme, grønne Jeeps, frodigt landskab, brun-orange jord, bjerge og misrøgtede veje. Fra grænsen til Hanoi - 3 timer i minibus og har sjældent set så meget virvar på vejen og så megen dytten og båtten. Alt bliver fragtet afsted på cykler og motorcykler. En mand havde 10 grise i aflange SMALLE kurve spændt fast på sin knallert, lidt misfornøjde grise der havde snuden lige i udstødningen og de øverste sked på de nederste. Hvor er dyreværnet?

Hanoi er stor og hektisk. Vi bor i det gamle kvarter ved en fin sø. Masser af backpackerhostels og masser af muligheder for at arrangere transport osv. Rart efter Kina. Her vil de sælge alt på gaden, vi bliver plaget om alt fra postkort til gravsten. Vi spiste det lækreste seafood med udsigt over søen, sprang budgettet og nød det!!!

På anden dagen er vi på marked og siver rundt i de små gader og køber selvfølgelig nogle tunge ting som vi må eje.... Til aften tog vi nattog, hardsleeper til Cai Long i nordvest Vietnam for at trekke i Sapa. Kupeen var såååå varm, vores fan brød sammen og vi havde selskab af 6 svedende Vietnamesere. Toget tilbagelagde en strækning på 350 km på 10 timer...det bliver nok det næste de skal modernisere her i landet.

12/7-01 Sapa

Vores guide vandrede afsted på dette trek som en maskine, spiste ikke morgenmad drak meget lidt og virkede ikke sønderlig anstrengt. Vi derimod må nok kåre det som den hidtil hårdeste fysiske udfordring. Men vi vidste ikke, hvad der ventede, så vi fulgte artigt efter i 7 timer hver dag. Vi mødte en masse venlige folk undervejs som grinte af vores sved på overlæben og prustende vejrtrækning.

Overnatning hos lokale minoriteter var det bedste nogensinde. Familien på 8 personer inkl. oldemor, bedste, far, mor og børn byder velkommen i deres hybel og vi hyggede os i det lille hus på bjerget, vi tog bad under åben himmel og faldt i søvn til lugten af bål fra køkkenet. Vi fik det lækreste mad ved et lille bord, sidder på gulvet, stearinlys og en stjernehimmel, der minder om eventyr, trøede ikke der fandtes så mange stjerner.

Til morgen er der virkelig Jens Hansens bondegård i ørerne, og vores stive ben må afsted igen i 7 timer i bagende hede. Fik lov at smugkigge ind på den lokale fødestue og det var vildt. Vi har det rigtig godt i DK.

Hjemturen fra Sapa var hardseat i samme langsomme tog, så lærer man virkelig at kede sig! Hanoi havde ikke forandret sig og vi fik os et par øl oven på den hårde tur

15\7-01 Halong Bay - Cat Ba

Med bus fra Hanoi til Halong City hvor et væld at gamle både sejler ude i bugten. Her er havluft og det er rart ovenpå Hanois larm og os. Vi sejlede i 4 timer blandt en masse bitte små øer 200 ialt og næede efter det obligatoriske cave besøg til Cat Ba en større ø, som rummer alt hvad turister og andet godtfolk kan ønske sig. Strand, Pier, cafe promenader og masser af restauranter og hoteller.....surealistisk at finde den slags blandt de andre 2000 øer, der ikke rummer andet en klipper og grønt. Vi benyttede os af den fine promenade og følte os som på solferie sydpå.

Endnu et trek måtte vi have, og vi valgte selvfølgelig det længste på 12 km i nationalparken. VI havde ingen bange anelser...det kunne ikke blive værre end det sidste.

Men det kunne det. Vi startede blødt ud med at se et hospital fra krigen inde i en grotte, hvor en gammel general stolt sang Vietnamesiske kampsange og gestikulerede, hvordan de skød amerikanske fly ned. Folk bare måbede og forsøgte at holde masken.

Dette var ikke så hårdt fysisk, men der må stå en tovlig mand bag arrangementet, som drev 50 folk ud i en tropisk regnskov, fyldt med edderkopper og andet krybguf, lod dem kravle op og ned af skarpe og stejle klipper, hen over 6 bjerge...godt nok ikke meget høje meeen... Men vi alle travede afsted, gennem vandhuller og mudder og tænkte alle sit. Var rimelig koncentrede om at bevare ben og ankler hele. Jeanette som har krybfobi var selvfølgelig den eneste som fik selskab af en igle på armen....irggghhhh. Vi sluttede festligt af med en lille overraskelse for store tyskere, franske nipsting i fine shorts osv. alle skeptiske efterhånden. Der var oversvømmmelse på stien, så vi skulle lige gå 1 km i vand til brystet med taskerne over hovedet. Den var nok ikke gået i Løveparken...men vi traskede afsted og stemningen var høj, om ikke andet fik vi mudderet vasket af og håbede blot på at kæmpefrøer og lign. ville sove til middag. Det var en rar aften på promenaden efter denne omgang. Gør det nok ikke igen men glade for at vi trods alt gjorde det.

Dagen efter nød vi solen på dækket i 4 timer og fragtede os tilbage til Hanoi for at tage en bus sydpå.

17\7-01 Hanoi-Hue

Vi tog en bus om aftenen mod Hue. Vi var blevet lovet fin turistbus, med alt hvad den kunne trække...fik gammel papmache lig med traktor\plæneklippermotor og ingen anden aircondition end den fra den åbne dør. Vores kære chauffør var tvivlsom og gav fra starten fornemmelse af, at man nok ihverfald ikke kom til at sove på den 15 timer lange tur. Efter at have 4 trafikuheld hvor vi tog del i de to (overhalinger der var så sindsyge at vi kappede pedal af cykel og sidespejle af lastbiler som vi tordnede imod), to døde mænd på vejen efter sammenstød mellem bus og motercykel valgte vi af takke for turen efter 100 km og se os om efter andet transportform sydover. Har aldrig oplevet så megen vanvid og legen med liv på en landevej. Ingen stoppede for at hjælpe ved motercykeluhledet, drønede bare dyttende forbi og sagde at det skete tit.

Så vi nåede til Ninh binh og har herfra faæt togbillet til i aften. Iøvrigt en rigtig hyggelig uspoleret Vietnamesisk by så det var et fint stop trods alt.

Nextstop Hue.

WE ARE ALIVE....

Tilbage til toppen

Vietnam - Hue - 20. juli 2001

Vi kom med toget på softseat og det var en yderst komfortabel oplevelse med bløde flysæder og mad og drikke udlevering også i god flystil. Det eneste der ikke havde flystandard var farten og toilettet.

Vi ankom til Hue tidligt om morgenen og med ekstreme ødemer i fødderne insisterede vi på at spadsere ind til et hotel, selvom tilbud om pedicab(cykeltaxi) var talrige. Vi havde følgeskab af en pedicab hele vejen, som håbede på, at vi pludselig ville give op. Vi flottede os med et fint hotel til 12$ så vi kunne få lidt aircondition og privat toilet. Vi trængte til at blive rene ovenpå de sidste strabadser.

Hue er en meget charmerende by med halvt så mange mennesker som i Hanoi og halvt så megen larm. Perfume river deler byen og på den ene side finder vi man den gamle bydel med Vietnamesisk svar på ligusterhække og naboskab. Her fik vi på en god familierestaurant rejer så store som kyllingelår, vi ser frem til at mæske os i seafood!

Her er ikke helt så mange turister, som vi har mødt nordpå og derfor heller ikke helt så meget plageri. Vi får et smil med på vejen og et "Hello"," Where you come from ?" ca. 75 gange dagligt.

Dag 2 stod på cykeltur på nogle virkelig gamle jernheste. Vi tog hver km. som en gave. Vi hjullede afsted og forsøgte at deltage i den vanvittige trafik uden at få varige men. Vi kom igennem landsbyer, hvor fisk blev tørret på vejen og sukkerrør blev dyrket i massevis - tyggede i en ved en lille kareokebar ude på Bøh landet...det er virkelig slået igennem hernede. Det er dog ikke så let at synge med. Vi så en kæmpe Pagode og traskede rundt blandt munke og bonsaitræer.

Senere cyklede vi 14 km ud til den lokale strand gennem endnu mere countryside end tidligere. Der var alt fra store flotte udsmykkede huse til små sivskure, hvor familier levede det fattige liv. Stranden var mødet med himlen...Store bølger, hvidt sand og salg af forfriskninger. Vi fik en særlig herlig risret før vi kastede os ud i bølgerne. Vi lagde os med fryd på vores medbragte KLM airways tæppper og 45 min. senere lignede vi begge to kogte krebs..ikke bare sådan pjatforbrændte med RØDE som postkasser over det hele.

En svalende øl og så går det bedre....i mørke er alle katte grå. Vi nyder en kæmpe buffet med Vietnamesiske specialiteter for 35,- kr og siger tak for denne gang til Vietnam.

Vi drager med bus til Laos og håber på bedre held denne gang.

Tilbage til toppen

Laos - 27. juli 2001

21 juli 2001

Optimistiske og fyldte med ny energi efter et ophold på luksus hotel i Vietnam begyndte vi turen mod Laos.

Vi begyndte med en fin turbus de første 2 timer. Vi var fast indstillet på, at tiden med dårlig transport var slut. Desværre skulle det vise sig, at den faktisk først lige var begyndt.

Efter turbussen røg vi i lokalbus med lappeløsninger, der ville få en dansk synhal i undtagelsestilstand. Tape og andre lappeløsninger på "vinduer", døre og skrog. Selv ikke den kvikkeste opfinder ville kunne gøre det efter. Den for afsted med 30 km i timen.

I Lao Bao blev vi smidt op på to kværne ( som vi udtrykkeligt havde lovet hinanden ikke ville ske) kørte i mudder og regn til grænsen, dog kun 3 km. Der var ikke noget valg, så håret tilbage, luk øjnene og bed til at der er skridsikre dæk på kværnene i Asien.

Grænsen bar tydelig præg af, at det nok ikke ku' betale sig med flere daglige busafgange. Ene og forladt sad en doven tolder bag lugen. Han satte et træt stempel og ud af mundvigen afslørede han, at næste bus går i morgen kl 7.00. ( klokken var da 12.00). Velkommen til Laos i pisregnvejr og 1 km. ad grusvej til nærmeste flække, der lokkede med overnatning på lokal "gust souse". Ingen tog notits af os to skildpadde lignende rejsende og det virkede ikke som om, det kunne blive deres problem, at vi stod der i deres landsby (9 skure og en købmand). "Men hvor der er vilje, er der vej", vi ville ikke sove i "GUST SOUSE", så vi begyndte at plage forskellige trucks om et lift. 20 min. senere sad vi på ladet af en truck med en lidelsesfælle fra Bangladesh. En ung mand der valgte samme vej som os.

Vi som troede, at vi havde skudt papegøjer i massevis, sad der i 10 timer. Det skal siges, at der var 150 km, ja, 15 km i timen. Rekorden er hermed slået, pak sammen alle tog og busser i Vietnam.

Vi sad på et jerngulv, det var en ekstrem hærget vej med bump, så man mistænkte at alle indvolde ville løsne sig. Vi hyggede med Bangladeshfyr og delte vores bananer og kokoskiks. Som timerne gik stivnede smilet ,og vi følte os som flygtninge, når vi tittede ud på det ellers frodige og smukke landskab mellem tremmerne.

Men timerne gik og pludselig stod vi i det støvede mørke Savannekhet. Vi så 3 boliger, tillod os at være kræsne og endte hos en Otto Brandenburg lignende hotelfar, hvor der var ro og renlighed. Byen var en stor forandring fra Vietnam. Meget lokal, meget rolig og stille, kun få mennesker på gaden og dyt og båt udskiftet med smil. I sig selv ikke den store seværdighed men den giver et godt indtryk af landet.

Aftensmaden føltes godt ovenpå kiks og banandiæt og vi fik selskab af 2 Laosteenagere der forsøgte forskelligt for at få internationale venner. " Can I practice my englisk on you" eller " are you hungry of speaking to me", vi blev budt på Lao Beer og forsøgte pænt at takke nej til en byrundtur næste dag.

Stak af med bus mod Ventiene dagen efter. Vientien er hovedstaden. Den er overraskende international og igen med en ro vi indtil nu kun har kunnet drømme om her i Asien. Kastede os over aircondition og MTV tv hotel, drak kaffe og spiste "danish" på Scandinavien Bakery mens en stakkels Lao vaskekone stod med næsen i vores sure trucktøj. F-E-R-I-E!!!!!!!

Slentrede rundt i byen og så fine templer, en ven til den franske Triumfbue "PATASAY" hvor ungdom og andet godtfolk hygger sig. Gaderne er fyldte med kratere efter bomber. Faktisk bærer hele Laos meget præg af krigen. Men trods det er her en dejlig ro og venlig atmosfære. Der er mange flotte huse og bygninger, vi fandt gode spisesteder ( det har man vel næse for!) og fik en times traditionel massage på urtehospital. DEJLIGT.

24 juli 2001 LAO PAKO

Vi tog med en lokal bus til LAO PAKO, sejlede det sidste stykke vej langs floden og endte i noget, der minder om paradis. Vi har aldrig oplevet så meget idyl og fred, som dette sted udstråler. En lille bambusresort hvor folk kommer for at nye livet.

Her fik vi en hybel i et longhouse af bambus, udsigt overfloden fra to hængekøjer, selskab af forskellige dyrearter om natten ( har stradig problemer med kryb), fik igen fornemmelsen af at tiden stod stille, hjertet begynder at slå langsommere, man spiser langsomt, går langsomt og taler langsomt. Fik noget god mad og kolde øl.

Vi forsøgte os med kano i floden, men efter 8 cirkler omkring os selv måtte vi erkende, at teamwork ikke var os og strømmen var os overlegen, så vi slentrede 3 km. til landsbyen og fik en Pepsi på en bænk, hvor en gammel kriger tilbød os en lokal snaps. FABELagtigt sted.

Vi endte selvfølgelig også i den lokale urtesauna og svedte som svin, før vi blev kølet af i en lille pool ved et vandfald. Med smagen af eucalyptus i munden. Følte at vi havde drukket 4 poser smeltet VICKS ekstra stærke.

Laos må vi desværre forlade med følelsen af ikke at have fået nok, men det må vi råde bod på senere.

27 juli begynder rejsen i Thailand.

Tilbage til toppen

Thailand - 2. august 2001

Grænsen var nem og den hidtil mest organiserede, vi har set. Vi sagde farvel til Laos fra en tuk tuk i rasende fart mellem gamle lastbiler og andre fartgale tuk tuk mænd. Det er bare vores lod at ende hos de mest sindssyge chauffører - vi er næsten ved at vende os til det.

Nong kai, Thailand.

Vi røg lige ned til floden og indlogerede os i en suite med udsigt over floden, lyserøde silke puf puf gardiner og en air condition, der larmer som en plæneklipper. Men man kan klare meget, hvis man kan få tempereret klima.

Det er en meget hyggelig by og nu ser det ud til, at shoppingvanviddet kan starte. Der er så meget lort at købe, at det er svært at holde sit Visa roligt i lommen. Men lidt skeptisk kan man vel være overfor, at Nike, Adidas, DKNY, Peak Performance og Gucci alle har lavet samme polotrøje...hvilket sammentræf.

Vi lejede cykler og gik i gang med tempeljagten, som vi havde svoret skulle foregå i Nordthailand. Vi så 3 templer, der alle var meget fine og med vild aktivitet med anretninger til Buddha og bedeseancer. En syg skildpadde fik et par ord med på vejen af en præst, mens den blev dyppet i helligt vand.

Udenfor byen var en stor park med en kæmpe samling af hinduistiske og buddhistiske figurer i enorme størrelser. Det var meget eventyragtigt og man havde en fornemmelse af, at hele parken ville blive levende om natten.

I Nong Kai var der en stor koloni af vesteuropærere, der enten bare hang ud eller diskede op med frikadeller og tysk gullash. Rart med et lille afbræk i ris og "træk kat i halen musik". Men også godt at komme tilbage igen.

Thailands lokalbusser er også lavet af papmache. Derfor valgte vi en lidt mere turistpræget bus til Bangkok. Ikke mindst efter at de på busstationen havde lavet en udstilling af forskellige former for ulykker, hvor der ikke blev lagt skjul på blod og smadrede mennesker. Men busturen foregik i ro og mag, og vi ankom til Bangkok kl. 4.00 om morgenen til et virvar af mennesker, taxier, busser og motorcykler. Bangkok sover aldrig. Få sekunder efter sad vi i en taxi, som hasarderet og med liv og lemmer som indsats fik os bragt til busstation Syd. Hvor bussen til Hua Hin gik få minutter senere.

Forvirrede, trætte og lidt forsuste stod vi af 3 timer senere i en by, hvor strand, sol og ferie er målet. Paradis ventede forude. Byen var præget af turister, men ikke i en grad man finder i andre badebyer. Vi nød godt af den hvide strand, fik spist frisk frugt, der smager så englene synger og så på svimlende solnedgang fra liggestol med tæerne stikkende ud i det meget varme badevand. AHH!

Vi sneg os rundt på de fine hoteller, Hilton, Sofitel osv. for lige at tjekke om græsset er grønnere på den anden side.....Det er det. Vi har hermed aftalt, at vi den sidste nat spenderer et ophold på Hilton i Singapore, for det er da helt vildt, så fedt det er. Det koster ingen penge og man bare siver rundt i vild luksus. Pigedrømmen går i opfyldelse om en lille måned.

Her i Hua Hin er der gang i den mht. de berømte scoringer af thaipiger. Vi så mange mænd - gamle og tykke, brovtne og forsagte, med små ca. 20 årige piger under armen. Man er ved at brække sig, men det er en så normal del af livet her, at det nok bare er os, der er snerpede!

Vi skulle videre mod syd, ned til øerne. På denne tur fik vi vores "vi står af bussen raseri" nummer 2 på turen. Vi var blevet lovet VIP-bus og jeg skal komme efter dig. VIP herned står vist for "We ignore promises" Men de gav os ret i vores klage og vi fik gratis hotel i ventetiden til næste bus 24 timer senere. At denne bustur var ligeså slem, har man næsten kun en suk tilovers for.

1 august Koh Tao

Et paradis ventede forude og båden gyngede afsted. Vi så palmer og hvid sandstrand, så herren må sig forbarme. 1 stk. bungalow med udsigt over det smukke hav og de store palmer. Fornemmelsen af at sænke sig ned i dette tyrkise, krystal klare vand efter en meget lang bus- og sejltur er så fantastisk, at man får tårer i øjnene.

Vi begynder nu en tilværelse, hvor vi bare siver rundt mellem vand, sand, bar, bungalow og hængekøje. Tiden står stille, og man begriber ikke, hvordan man nogensinde har nået noget som helst! Tror aldrig vi kommer igang igen.

Der er plads til de sjoveste ting i hovedet nu, og vi får vendt alt mellem himmel og jord, som vi sidder der og kigger ud over havet fra madras og puderne på terassen i restauranten. Store fisk bliver stegt på grillen og ananas bliver blendet til juice. Imorgen tager vi på bådtur og skal i gang med snorkel og svømmefødder.

Tror lige vi trisser ned og drikker en øl, mens solen går ned og havet suser i baggrunden.

Tilbage til toppen

Koh Tao til Kota Bahru - 9. august 2001

I Koh Tao lejede vi en longboat sammen med to irske unge mænd og så gik det over stok og steen med kæmpebølger og sus i maven øen rundt. Vi stoppede 5 steder og iført snorkel og briller, lå vi og pjaskede rundt blandt fisk i alle regnbuens farver. Søster B som er svær at imponere spurgte: " Koraller???....Er det det brune snask nede på bunden?" Nå, men vandet var så fantastisk. På Mango Bay følte vi os som små prinsesser i skyllemiddelsblødt vand med en så tyrkisblå farve, at det skar i øjene. Sandet var som Sadolin ville sige...."Knækket hvid" og blødt som flormelis.

Farvel til Koh Tao - dykkerparadis og et mekka for slappere. Transporten var for en gangs skyld upåklagelig, og vi tog mod Malaysia i et nattog, der var en dronning værdig.

Grænseovergange har det med at drive os ud i ting, vi ikke har lyst til - og vi endte endnu en gang på en motorcykel. HVORFOR har de ikke almindelige taxier der!

Vi tog bus til KOTA BAHRU, hvor vi fandt et hyggeligt og hjælpsomt hostel. Det var ejet af en hollandsk pige og hendes Malay kæreste. Byen er meget muslimsk. Vi ser næsten ingen kvinder uden tørklæder og der er mange moskeer og lyden af bøn derfra mange gange dagligt. Her er en god stemning og vi hyggede os med at gå rundt og kigge. Vi var til Malay show og så trommespil og lokal kampsport, hvilket ikke engang kunne nå samme niveau som en folkedanser flok på gågaderne i DK. Men vi nød at være lidt kulturelle for en gang skyld. Deres "nightmarket" bød på alverdens mystiske, lækre og knap så lækre bud på aftensmad. Man skulle tro, at alle i byen samles her hver aften til spisning. Grønne kager og klistrede vandmænd i sukkerlage eller grillstegt kylling og ris med superfriske grøntsager. Planerne om billeje er droppet. Her er venstrekørsel, fortsat vanvid på vejene men busserne kører til tiden, så dem holder vi os til.

Vi sprang ud i endnu et trek. Med lidt rysten i bukserne dragede vi mod junglen på trek i 3 dage. I en brochure læste vi, at vi ville møde skorpioner, aber og edderkopper, men det er svært at have respekt for sådan en reklamesag. Det blev så virkelighed.

Jelawang Jungle ligger ca. 3 timers bus og bådtransport fra Kota Bahru. Vi blev udstyret med en guide og så travede vi 3 afsted. Vi så aber ved flodbreden og fornemmede virkelig junglen fra den tætte skov med masser af vanddamp hængende tungt henover. Lyden af fugle, cicader osv. fyldte ørerne. Vi stoppede ved vandfald og badede med stor fryd, indtil vi opdagede, at vi havde selskab af frøer i massevis.....uurrrarkkkkkk.

Det skulle vise sig, at vi havde trukket NITTEN rent guidemæssigt. Her taler vi om en ung mand med indentitetsproblemer, massive mindreværdskomplekser, angst for junglens dyr, lyst til ægteskab med europæiske piger og så lige til sidst...på stoffer. Fedt at være på jungletur med ham. Vi forsøgte det bedste, vi havde lært at følge efter og agere psykolog og støttepædagog uden at blive vanvittige over ham. Man kan jo hurtigt få noget at se til, når der er igler på vej ned i ens sko og frøer på størrelse med overfodrede marsvin på vejen. Men vi overlevede og slap igennem med et par knups fra krat og buske, sov i skur af bambus, blev gode til at klatre afsted som urfolk og fik forfriskende dukkerter i vandfald på vejen.

Her sidder vi så tilbage i Kota Bahru efter et varmt bad og synes bare, det var sjovt. Vi håber ikke, han står ude på vejen og venter på osÉ Vi tager på Perhentian Island i morgen og bader videre!

Tilbage til toppen

Perhentian Island, Besar - 14. august 2001

Hvad skal man gøre, når man er kommet til at bruge alle de fineste tillægsord en gang, og man så få dage senere oplever noget, der er vildere og smukkere end det sidste? Vi må bare sige, at vi er hjemvendt til Kota Bahru efter 5 dage på et fantastisk sted.

Vi sejlede i speedbåd og fik skumsprøjt i ansigtet, mens vi forude kunne ane øerne, der er tales så meget om! Palmer og hvide sandstrande, bungalows og endnu en omgang KLART KLART havvand. Det er lidt af en opgave at finde et sted at bo på Perhentian. Flere må gå forgæves og tage båden tilbage til fastlandet eller overnatte på stranden og håbe på bedre held i morgen. Vi fik heldigvis sneget os til tag over hovedet og boede den første nat i personalerummet på en restaurant. Men udsigten over vandet, sandet og solen kompenserer for alt! Senere fik vi vores egen bungalow med bad og fan i loftet.

Perhentian er også meget muslimsk og er i princippet alkoholfri. Et enkelt sted kan der købes øl, men det er så uhørt, at tjeneren ikke vil tage den af bakken, når han serverer. Han må simpelthen ikke røre den slags. Så vi har ikke haft hovedpine af paraplydrinks.

Snorkeltur er jo obligatorisk og vi fik igen masser af sus i maven i speedbåden, der var tunet og i vandet, hvor vi kunne møde hajer og skildpadder. Vi så 2 kæmpestore skildpadder, som var meget meget tæt på, meget venlige og ikke spor sky. Vi så heldigvis ingen hajer, selvom vores snorkeltaximand var meget trist over ikke at have fundet nogle til os...det var okay! Han lavede sjov med at kaste mad ud i vandet, ligesom vi plumpede i, og 2 sekunder efter var der virkelig mange fisk omkring en. Vi hvinede og skreg og han klukkede af grin og kastede mere mad afsted.

Men dagene gik, solen stod op og gik ned, bøger blev læst og vores daglige rytme var nede i tempo igen. Dasen på stranden blev afløst af frisbee og ludo, frokost, og barbeque i strandkanten om aftenen. Klokken 22.30 er alle gået til ro og kun gekkoer holder sig vågne for at fange myg og andre insekter.

Vi tager nu natbus til Kualu Lumpur.

Tilbage til toppen

Kuala Lumpur - 15. august 2001

Konkurrencen om at komme først til Kuala Lumpur blandt bussemåndene var intens og vores vandt, så klokken 5.00, 2 timer før ventet, stod vi i den sovende by og begyndte jagten på en seng. Byen var et kulturchok for junglepigerne: skyskrabere, blinkende lysshow i gaderne og enorme palmer i fine bede fortalte, at nu kommer der andre boller på suppen.

Vi fik os sneget ind hos Backpacker Lodges, der ikke havde skrankeservice før kl. 9.00! Så vi måtte sove på en sofa, før Hr. og Fru Malay ville åbne biksen for nye kunder. Service af høj klasse! Iøvrigt et hostel som nok har fået lige lovlig mange rosende ord i Lonely PlanetÉ

Kuala Lumpur var byen, hvor vi virkelig kunne få plejet den evindelige pigetrang til at lufte visakort i shoppingcentre. Begyndte primitivt i Chinatowns udbud af basarer og tonsvis af kopitøj, -musik, -ure osv. og nød gensynet med spyttende kinesere og salg af dimsum på gadehjørnet. Senere endte vi i det fine "Suria" og gik amok på de 5 etager, der skinnede som balsale. Vi var som sat på highspeed og 8 timer senere, var vi udstyret med tekstil, smykker, briller og godter, vi ikke havde anet, vi manglede.

Men kultur skulle der til og vi brugte dag 2 til at udforske bydelen med parker, haver og små fugle og sommerfuglezoo. Men man kan undre sig over, hvad det var, der fik to piger, som til dato altid har sprunget over fugleafsnittet i Zoologisk Have til at udvålge Birdpark som dagens kulturelle indslag. Men ingen blev snydt - den var som lovet fyldt med fugle og vi så papegøjer, hornbiller og andre kåmpestore flotte fugle. Meeen vi behøver nok ikke se den igen ­

Borneo - 21. august 2001

Flyveren fra Kuala Lumpur til Kuching lettede og landede i bedste stil, og vi nød den nye kvikke transportform. Kuching er hovedstaden på Borneo, men er ikke særlig stor. Byen er præget af både kinesere, indere, malay og muslimer. Der løber en flod igennem byen, som danner en lillle promenade med små cafeer, bænke, blomster og en hyggelig atmosfære. Der er gang i handelen med grøntsager, frugt, fisk og kød på det lokale marked, og der er rigtig mange uniformerede skolebørn i byen. Børnene er kommet fra sø og land til Kuching for at gå i skole. Vi føler os meget velkomne i Kuching. Alle hilser venligt og enkelte forsøger at komme i samtale med os. Der bliver dyttet og vinket fra biler, busser og lastbiler. De små smalle gader har hver deres særpræg, der er kinesiske gader og indiske gader og store templer, der er ligner noget fra en Walt Disney film.

Vi indlogerede os hos B&B INN, som er det billigste i byen. Men så får man også et stykke toast med æggeblommekokosmarmelade til morgenmad. De er meget venlige og hjælpsomme, men ellers ikke megen komfort. Jernsenge med en tynd madras og det klassiske kolde vand i bruseren.

Vi brugte første dag til at planlægge opholdet på Borneo. Vi fik hurtigt et program stablet på benene, da en dansk tourarrangør overraskede os på et bureau. Så et longhouse besøg, Bako nationalpark og Sarawak Culture Village måtte ikke misses. Dagens forfriskning blev nydt i lobbyen på Hotel Hilton....Utrolig behageligt!!!

3 dages Long House tur

Noget spændte på igen at skulle på tur med en lokal guide, blev vi afhentet i en Van og blev kørt afsted ud af Borneos landeveje. På Borneo er der jungle over det hele, så til alle sider kunne man få synet af tætgroende palmer og mystiske buskadser. Vi stoppede i Serian, hvor vi skulle købe gaver til børnene - gaver til børnene? Ja, der er ca. 25 børn, og vi skal besøge 2 long houses. Det er fint, hvis man køber chips, kiks og slik. Den lille lokal købmand var tydeligvis helt forberedt og hev kæmpe kollier ned fra hylderne - værsgo! Måbende og undrede betalte vi for orgiet og blev kørt til endnu et lokalt marked. Markederne i Asien begynder på et tidspunkt at ligne hinanden rigtig meget, så klog af skade sneg vi os på Kentucky Fried Chicken og fik en lille formiddagsburger.

Vi kørte endnu et par timer og skulle derefter sejle igennem junglen resten af vejen. Bådene var gamle træbåde med motor, og vandstanden var nok omkring 10 cm. Men redningsveste var et must. Så der sad vi med vores orange kæmpeveste, mens bådfolkene kæmpede med at sejle mod strømmen ved at hjælpe båden på vej med lange træstokke. Prustende og svedende. Svært ikke at føle sig en lille smule forfinet og vigtig.

Flodturen var smukkere, end vi havde turdet forestille os. Der var enorme træer, der var groet ind over floden, og derved forvandlede hele floden til en hule. Vandet var brunt, fordi de brænder junglen af og store bulldozere trækker jord ned i vandet. Det giver problemer med at fange fiskene. De lokale stammefolk fangede førhen altid fiskene med spyd, hvor vandets klarhed gjode det svært at være fisk. Men nu hvor vandet ikke er klart, har de svært ved at fange fisk nok.

Vi ankom til Longhouse, hvor vi blev indlogeret i et sort guest house, der lå ved siden af Long house, men som var bygget i samme stil. Vi gik derefter sammen med et italiensk par og guiden på rundtur i Longhouse. Dette Longhouse var ibansk. Ibanerene bygger deres Longhouse af ionwood og bambus. Longhouse er et lang hus, hvor der bor en masse familier under samme tag. Den enkelte familie har hver deres rum. Men en familie på fx. 12 bor i samme rum. Her lever de så af, hvad de kan jage i junglen og dyrke i jorden. Der er en høvding i Longhouse, som sammen med en bestyrelse tager stilling til evt. problemer eller forslag. Medicinmanden behandler med urter fra junglen og sidder bare og ryger alverdens tjal dagen lang. Han siger ikke meget, men er en yderst respekteret mand. I loftet hænger der menneskekranier, som headhunters har anskaffet for ikke mindre end 50 år siden. Før man kunne blive gift, måtte man gå på jagt i junglen, og skære hovedet af et menneske fra et andet Longhouse og hænge det ude foran sin dør. Hunde og børn løb rundt omkrig, og store fede sorte grise gik og muntrede sig med kæmpeskraldespanden under huset. De har nu aldrig været rigtig kræsne.

Før aftensmaden fik vi en dukkert i floden, som trods den dejlige afkøling, var ret ulækker. Meeen efter 5 dage på Perhentian Island er det også svært at være flod. Aftenen gik med at besøge Longhouse. Her blev drukket risvin i plastikkrus, som derefter skulle kastes på høvdingen. Der blev danset lokal krigsdans, og børnene fik deres gaver, som skulle overrækkes personligt. Ikke så svært at forstå hvorfor alle børn og voksne i junglen render rundt med et forfærdeligt tandset, når der hver dag kommer turister med slik, og der ikke findes tandlæger. Hvis vi havde haft et valg under indkøb af gaver, havde vi hellere købt en kasse tandbørster og Colgate. Inden længe blev hele longhouse forvandlet til et kæmpe handicraft-udsalg, hvor der var mulighed for at købe alt fra sivmåtter til blowpipes.

Næste morgen fik vi 20 spejle æg. Der må være nogen, der på et tidspunkt har klaget over for lidt mad. Men det er også godt at være mæt, når man skal prøve blowpipe, der er et langt rør, som man puster i, og så kommer der meget hurtigt en pil ud i den anden ende. Det er junglefolkets vigtigste våben. Der var også lagt op til cockfighting i bedste krigsstil. Underlig form for underholdning, men noget der virkelig kunne få dem til at hyle og hvine af begejstring.

Efter morgenunderholdningen var vi på jungletrek, hvor vi så peberplanter og flotte udsigter. Vi fik bamboo cooking til frokost, hvor ris og grøntsager bliver tilberedt i et bambusrør over bål. Meget delikat og specielt.

Longhousebesøg er kulturelt meget interessant, men det er et spørgsmål om tid, før det vil være spoleret. Fristelsen til at forvandle junglen til dyrkelse af ris osv., vil før eller siden gå ud over longhousene. Den nye genration står overfor et valg omkring livet i byen eller livet i junglen. Men livet i junglen er hårdt, og de anbefales af familie og de gamle krigere at søge lykken i byen i stedet.

På vejen tilbage til Kuching besøgte vi et orangutang rehabiliteringscenter, hvor vi kunne se fodringen. Orangutangerne er blot for kloge til at dukke op, mens en hel flok nysgerrige turister kigger på, så de gemte sig godt helt oppe i toppen af trækronerne. En enkelt knækkede en gren af og kastede den ned i hovedet på os. De var kæmpestore og hele træet stod og svajede frem og tilbage.

Bako Nationalpark

Pga. den manglende regn havde de ingen vand i Bako, så vores overnatningsplaner blev lavet om til en endagstur til Bako i stedet. Bako er en fredet jungle med mange bjerge og går helt ud til havet. Her kan man vælge forskellige treks på egen hånd eller med en guide. Vi gik alene og nød at være på egen hånd i junglen. Bakos natur er mere barsk og mere tæt, end vi har oplevet tidligere. Her er mange aber, fugle, blomster og mosegrise. Aberne stjæler for et godt ord, og flere fik stjålet kiks og dåsecola, som de i fred og idyl sad og nød på Bakos lille restaurant. Vupti!!! De er super hurtige - Vi nåede at gå 3 forskellige ture, inden vi med båd skulle tilbage mod Kuching. Dagen efter i Kuching besøgte vi byens statsmuseum. Meget informerende og interessant.

Homestay

De sidste dage på Borneo skulle nydes i fulde drag. Det blev de på et homestay hos en engelsk dame og hendes malay-mand. De havde en kæmpevilla, hvor der var lagt op til luksus. Vi blev afhentet i BMW i Kuching af manden, og blev på bedste aupair-pige stil modtaget hos familien. Første aften blev i vi inviteret med til et løb, hvor der var en masse danske udstationerede folk. Løbet var et "Hash-run", som skulle være verdenskendt. Vi fulgte såmen bare tropperne igennem junglen og endte til slut op på den fineste restaurant, hvor vi fik de lækreste egnsretter.

Næste dag besøgte vi Sarawak Culture Village, som er en opsat landsby, hvor man møder alle de forskellige stammer og kulturer, der er i Sarawak Det var selvfølgelig ret kunstigt, men alligevel sjovt nok at se de andre longhouses og tilberedningen af sago, lokale danse osv.

Resten af tiden på Homestay blev nydt ved standen og ved vores egen lille pool. Det sidste solsvirp inden hjemrejsen var nødvendigt. Opholdet i familiens villa var vidunderligt. Stuer med vægge af nypudsede vinduer, så man kunne sidde og kigge ud i junglen, store bløde kurvestole, varmt vand for første gang, hunde som kæledyr, hvidt sengetøj og store hvide håndklæder...uhmmm. Om ikke også de kørte os til lufthavnen. De var så søde og hjælpsomme, at vi nærmest fik hel klump i halsen under afskeden. Da de brænder jungle af i aug-sep på Borneo var luften meget grå og trist, men trods det formåede Borneo at sætte dybe spor i vores hjerter. Gæstfriheden kombineret med den smukke natur var simpelthen dejligt at opleve, og det er et sted, man må tilbage til.

Singapore - 25. august 2001

Nu lakker det mod enden, og de sidste to dage skulle ikke være hvilke som helst to dage. Derfor havde vi bestilt dobbeltværelse på Hotel Sangri La, som ligger pænt med i spidsen af Asiens førende hoteller. Raffles Hotel havde desværre renovationer, så vi måtte nøjes, som vi tænkte!!!

Helt uden forventninger (det stopper man med at have efter 2 mdr.) blev vi nærmest båret ud af taxien og bagagen blev transporteret væk på smukke vogne. Vi stod nu med vores teva sandaler og nussede tøj i et glimmer af en balsal...WAOOOO

På hotelværelset var der hvide bløde morgenkåber, futsko, badekar, massagebruser, hårtørre og alt hvad en pige har brug for fra neglefile til engangsladyshaverÉ En lille velkomstbakke med friske frugter og jasminte... Nå okay, der er godt nok! Nu startede den rigtige ferie Ð

Men tiden til shopping var knap, og der var mange indkøbscentre, der skulle nåes. Så vores powershopping startede allerede første dag efterfulgt af en aftensvømmetur i hotellets oplyste pool med spingvand, vandfald og jacuzzi. Udmattede af velvære spiste vi italiensk på hotellets kaffebar og forsvandt senere med et smil på læben i hvide gigantpuder og gåsedunsdyner.

Startede dag 2 med room service morgenmad, som kom rullende med hvid dug og friske blomster. Hastværk er lastværk, så vi havde sneget os til at beholde værelset til kl.15.00, så den sidste shopping kunne foregå med ro i sjælen. Den sidste omgang sol blev nydt ved poolen, og også den 1,5 l vand, som kun kostede 60 kr.

Om eftermiddagen besøgte vi Hotel Raffles, som er et over 100 år gammelt hotel, hvor de oprindelige facader står i den bedste middelalderklasssiske arkitekturstil. Så smukt så smukt. Vi gik på Long bar og smagte den berømte Singapore sling og kastede jordnøddeskaller på gulvet. Fantastisk stemning og atmosfære med de vilde fugle vimsende omkring efter efterladte skaller og bambusvifter som fan i loftet. Vi besøgte hotellets museum, hvor man kan læse om, hvordan det hele startede med opfindelsen Singapore sling, tigeren i billiard­rummet og hvordan Singapore har forvandlet sig og vokset omkring Raffles Hotel.

Feriens sidste måltid blev indtaget på vores eget hotel. Der var buffet fra alle verdens hjørner, og det var en buffet, man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, man nogen sinde skulle blive bruger af. Der var alt fra sushi, japansk mad, østers, fisk på størrelse med hunde og rejer på størrelse med solsorter, og et dessertbord man fik tårer i øjnene af. Men vi skulle nå en flyver hjem til lille Dk, og det gav lidt sommerfugle i maven, så der var ikke plads til så meget, som vores øjne drømte om. Vi efterlod i Singapore en rystet taximand....aldrig havde han da mødt nogen, der kunne finde på kun at tage til Singapore for at shoppe og leve i sus og dus. Men som vi mange gange har sagt til hinanden: Never try, never know.