Rejseoplevelser

Følg Kenneth på hans motorcykeltur rundt i Island og Færøerne. Han rejste d. 2. juni 2001 og kom hjem igen i juli måned. Følg med på siden her.
 

Indhold

• Før rejsen
• Færøerne
• De første dage i Island
• Jökulárgljúfur nationalpark
• Husarvik og et bad
• Myvatn
• Godafoss og Reykjadiskur
• Vindblæst
• Sukkertoppen
• Et møde med den japanske ambassadør
• Bjergvandring
• Uvejr
• Geysir
• Sidste Etape

Før rejsen

Jeg, Kenneth Jørgensen, er 29 år og fra Varde. Jeg har rejst rundt i mere end 30 lande. Har virket som FN- og NATO-soldat i steder som Bosnien, Kuwait og Kroatien. Når jeg kommer hjem, vil jeg læse til turistøkonom på aka. i Randers.

I slutningen af maj tager jer til Færøerne og Island i omkring seks uger. Der er kun mig og min off-roader 175 cmm. Jeg planlægger mine rejser ret så spontant, ved ikke hvad jeg skal se, før jeg ankommer, løser problemerne som de kommer, og får den bedst mulige oplevelse ud af det alligevel. Dog håber jeg da på at se så meget som muligt.

Mine forventninger til turen er at opleve mother nature når det batter sig. At mit telt bliver hvivlet 10 km væk under en orkanagtig storm på toppen af en udsigtsrig bjergtop. At jeg løber tør for benzin midt i fjellet, og må trække flere hundrede km til den nærmeste og garanteret også tørlagte tankstation. Havner sammen med et par friske gutter på en bjergvandring, hvor vi sner inde under en snestorm uden mobiltelefoner og radiokontakter...... Og jeg ku blive ved.

Færøerne - 6. juni 01

Turen herop var som en ca. 48 timers karruseltur. Om bord på skibet faldt jeg i hyggesnak med tre gamle rockere fra København, og da de skulle hen på vandrehjemmet, tog jeg med dem.

Den første dag på Færøerne kørte jeg sydpå til Kirkeby sammen med en swissman. Af turen derned og tilbage så jeg kun baglygterne af hans Triumf, pga. regn og stærk tåge. I byen er der en katadral som aldrig er blevet færdigbygget. Det mangler taget. Nogen mener, taget er startet af Irerne, som aldrig ku´ fedte sig færdige, mens myten, according til cafehytten i byen her på øerne, går ud på, at danskerne stjal taget, og at det nu befinder på andre kirker i Danmark.

Næste dag kørte jeg og the swissman op i det nordlige og vilde. Her var der fryd for øjet hele tiden. Vandfald, der kastede sig ned af klipperne. Det største var på 140 m. Udsigter over fjeldene, havet, vilde klipper som ragede stolt op af havet. Helt oppe nordpå stod der to klipper ude i vandet som ragede en 100 til 300 m. op, og den ene havde et spændende hul for neden.

Om aften tog jeg på buffet sammen med the swissman - og Mette fra Himmerland. Retterne bestod af færøiske specialiteter, så som fårekæber, spæk, klipfisk... og jeg skal komme efter dig. At få det ned var hele fornøjelsen i sig selv. Øjnene på fåret skal man bare snurre rundt i munden og spytte ud igen.

I aften afgår så færgen til Island. Og der er lige faldet sne i havnebyen, vi strander ved.

Tilbage til toppen

De første dage i Island

Karuselturen med Smyrl Line fra Torshavn kostede 4 timers forsinkelse. Kl. 14 rullede jeg væk fra færgen med høj solskin og sneklædte bjerge ind i Island. På vej til Egilssel skulle jeg forcere et bjergpas på 700 m og der var lige faldet sne. Men den Ray Bann­bærende tolder i læderuniform rådede os bikere til at køre på midten af vejen. I samlet flok ­ med de ældste rockere fra København forsøgte vi. I Egilssel blev fårene skilt fra flokken, da jeg ville indtage Island nord om og de tog den syd om.

Hver dag skal være en spændende dag, har jeg bestemt. Ad uhyggelige grusveje kørte jeg om "the smooth river Sagafhjot" ­ en stor "sø" med udspring fra Vatnajökull isbjerget. Søen skulle have sit eget søuhyre. Turens højdepunkt var vandfaldet Hengifoss med et Boring 747 larmende fald på 140 meter. Jeg slog lejr under broen ved floden Jokulsa á bru.

Solen går jo faktisk aldrig ned på den her årstid, så man går sent til ro og står op ved 11­tiden. Nogle Københavnere havde fortalt mig, at der var faldet sne i Joksulsa. Det var ikke så godt, så jeg valgte at tage kystruten. Vejene er hullede grusveje ­ 917 var også ensomhedens vej. Men man kommer forbi mini­hyggebyer med 200­400 indbyggere, kysten og bjerge. På en 14% stigning op til 700 m højde mødte jeg en cyklist. Jeg troede, det var løgn, for selv troede jeg det ville være umuligt pga sneen. På toppen var der et fremragende kæmpe panorama udsigt. De næste 5 km gik det 14% nedad igennem snedraget i hårnålesving ­ fantastisk.

Næste morgen blev jeg vækket af en flok får, som absolut lige skulle æde og pisse i mit territorium. Jeg pakkede sammen, sagde pænt tak for lån, farveller til vandfaldene, lyden fra havet, der havde "rocket" mig i søvn og kørte videre nordpå. Hele turen ­ på ensomhedens rute gik gennem bjergterræn med tons af vandfald og havudsigter. Jeg kørte omkring de 40 af flere årsager: elendigt vejr, for at nyde udsigten og spare på brændstoffet.

I Porshafn nåede jeg akkurat lige at se lidt af byfesten. Byens stærkeste mand skulle findes. Der var vægtløftning, tovslæb og tandslæb, derudover var der fornøjelig puddekamp ud over vandet. Egentlig skulle jeg bare have fyldt tanken op, men det blev til en hygge stop op.

Efter byfesten gik turen til det nordligste punkt ­ landjorden Island, Hraunhafnartangi. Bare et trist fyrtårn. I det nordlige er også et fuglereservat og på det her tidspunkt er de ret aggressive. Nu hedder ruten 85, men den er lige så ensom. Jeg besteg flere vulkanske bjerge, en måneagtig fornemmelse når man sidder I en dragt og med hjelm på hovedet. Lidt længere syd på slog jeg lejr. Aftensmaden bestod igen af ris og pasta med en knorr terning i, godt til en kop suppe.

Tilbage til toppen

Jökulárgljúfur nationalpark

Turen gik til Jökulárgljúfur nationalpark, et islandsk svar på USA´s Grand Canyon ­ men her havde en af Tors heste trådt ned på jorden og idag ser man en hesteskoformation i det nordlige af parken. Jeg tog en vandretur på 6 timer ­ op på hesteskoen, som det faktisk ligner, når man har kravlet op ad klipperne og kikker ud over landskabet. I det centrale og sydlige af parken var der endnu sne, men rute 864 fra Abyrgi til Dettifoss var åben. Dettifossen er Europas svar på USA og Canadas berømte Niagara vandfald, men uden slik og isboder. Her er det "hvad man ser, er hvad man får" og heller ikke noget med sikkerhedslinie. Med faldet på 44 m og et "sprøjt" på 500 kubikmeter/sekund gør det Jetti til Europas kraftigste vandfald. Og mindre end 1 meter fra faldet sad jeg med en nutellamad og saftevand, med synet og larmen, mens solen smilede i uldne skyer. Der er andre gode vandfald i området, som f.eks. Hafragilseoss på 27 m, til fælles har de at de kaster sig ned i floden Jökulsá á Fjöllum og vælter sig rundt i Asbyrgi Canyon, der snor sig omkring landskabet.

Ruten 864 foregår ad vulkansk jordvej med månelandskaber og hårnålesving, godt for en på en offroader. Den fik hele armen tilbage til Asbyrgi glem alt om økonomisk kørsel og 11 km/l. Det skulle ikke være for sjov men for spændingen. Og oppakningen blev afprøvet ud til ekstremerne. Oppakningen består af to sidetasker i plastik, en pizzabag, teltstænger i siden og teltposen under forlygten. Og det holdt til strabasserne, hvor farten nåede op på 110 km/timen ud ad vulkansk affald i form af småsten i alle mulige mærkværdige farver og faconer.

Fra Asbyrgi, der bare er en tankstation og en venlig turistinfo samt 2 campingpladser, går turen videre mod Husavik. Der var lige 10 km på asfalt, så gik 85 igen over til grusvej. Igen en smuk kystvej I bjerglandskaber. Lidt nord for Husavik sagde motoren stop, ikke den på offroaderen men min egen. Med så meget at se og gøre glemmer man helt at spise. Og det er for dyrt at tænke på en burger en en snack, selv en Mars bar koster 4 kr. mere end i Danmark. Jeg fandt et godt sted, udsigt over havet, sneklædte bjerge og i skudlinie til solnedgangen. Vand blev hentet i en nærliggende bæk.

Tilbage til toppen

Husarvik og et bad

Fuglene holdt sangkonkurrence og jeg skulle egentlig også bare videre. Udover havet kunne jeg se sælerne baske rundt i fjorden. Men det var ved at trække op til regn, så jeg fik hurtigt pakket og sæl være sæl. Husavik kaldte.

Alle snakkede kun positivt om havnebyen Husavik, der da også er et stop værd. Smukt beliggende under bjerge ned til vandet. Kirken blev for nogle år siden valgt som landets smukkeste bygning. For 3 år siden begyndte de med kirkegang for børn og unge om søndagen, fortalte en studerende mig i kirke, der samlede penge ind til hans studie i København. Søndagsskole I kirken ­ havde man ikke det i gamle dage?

Deres bymuseum, som også varetager byens historiebøger, har alt fra dyrelivet til danske samlinger. Det var direktøren ham selv der guidede mig rundt og på dansk fortalte om hans andel. Vi kom igennem dyrelivet, hvor han fortalte om hver eneste. Isbjørnen som kom til Island i 1960´erne, og blev skudt på stedet, var prægtigt udstoppet og udstillet her, sammen med alle andre dyr det nordlige Island kan byde på. Og han gik op i detaljer. Den mere huslige og historiske afdeling overtog en yngre pige, der også var godt inde i tingene. På 2. etage befandt sig den historiske fortegnelse over personer, der havde boet i byen og oplandet. Islændingene er vilde med at nedskrive erfaringer, oplevelser og andre spændende sager, ligesom det var normalt, at man førte dagbog hver dag. Fiskerne og landmændende udvekslede derefter med hinanden. Og museet har det meste. Jeg spurgte ham forsigtigt om der gik ondartede myter om danskerne ligesom der går på Færøerne. Nej, islændingene kan godt lide danskere, men tiderne var hårde under danskertiden. Og dengang var man ikke specielt glade for os. Men seperationen foregik rimelig stilfærdigt, vist I 1944. Jeg sagde tak for tiden på hans fine museum og tog hen til svømmehallen.

Det var lidt pinligt at gå rundt sammen med dem på museet, for jeg stank som en valros. Men det blev der rådet bod på. I svømmehallen var der opvarmede bassinger samt et boblebad og et 40 grader varm hotbassing. Jeg var der i to timer.

Da jeg kom udenfor piskede regnen ned, ret sjovt. Det regner så meget at man kan ikke se bjergtoppen for bare lavthængende skyer. Og sådan bliver det de næste 5 dage. Vi får se.

Kl. er 21.30, jeg kører nu sydpå til Krafla vulkanen i området ved myggesøen Myvatn, og desuden er jeg blevet sulten. Jeg har købt en pakke toast til 23,­ kr.! På toppen af et aller andet bjergpas på lavagrusvejen 86 nord for Myvatn hvor Apollo crew trænede til måneturen slog jeg lejr på rekordfart ­ snebyger var på vej.

Tilbage til toppen

Myvatn

Efter nattens uvejr med sne og haglbyger var jeg ikke specielt meget for at begynde dagen. Og det blæste stadigvæk en pelikan. Ude i horisonten rager Gæsafjöll 882 m op og Krafla 15 km væk med sine 818 m, så det er vel ikke så mærkeligt med lidt vind.

Ved 13­tiden indfinder jeg mig ved turistinformationen og lægger en slagplan for dagen i og omkring Hexia de Tricks suppegryde Myvatn. Først fik turen op til vulkanen Krafla Og her er der lidt af hvert på menuen. Først kommer man igennem et kræftværk, som hokus pokus og en masse larmende og dampende rør, der stikker op fra jorden, får elektricitet ud af undergrundens kildevand. Endnu længere oppe kan man kikke ned i helvede, som et krater hedder oversat til dansk - på islandsk er det Viti. Farven er lyseblå. Til den anden side kan man opleve vulkanske mudderhuller, farverige boblende søer, damphuller og lavamarker. Men tro nu ikke, at det er Yellowstone. Pigen i turistinformationen fortalte om et sted, hvor jeg kunne gå i dampbad. Og rigtigt nok. Lidt væk fra Reykjahla ned ad en grusvej var der sat et "hus" over et damphul til fri afbenyttelse. Og ved siden af var der en varm bruser - og sæbe!

Dimmuborgir var også et stop værd. Her havde naturen i samspil med lavasten formet et underligt område til glæde for turisterne, som kunne gå rundt og forestille sig hvad de havde fantasi til. På vestsiden af heksegryden ligger der et fuglereservat, hvor man lige skal køre fornuftigt.

Næste opevelse er Goadfoss ca 30 km vestnord på. Men ikke denne dag, kulden fik indhentet mig og jeg blev nødsaget til at slå lejr og få gang i primusen, så jeg kunne få lavet en god gang varm oksekødssuppe med Knorr.

Tilbage til toppen

Godafoss og Reykjadiskur

Godafoss faldet lå kun 30 min væk. Legenden siger, at det var her lovtaleren Porgeir på sin vej hjem fra Islands folketing Alping, kastede sine nordiske guder i vandfaldet i år 1000. På et møde på marken Alping hvor alle lovforslag og andre bekendtgørelser kom frem, blev det vedtaget, at Island skulle være kristen. Ifølge de islandske skrifter skulle alle døbes og bekende sig til den kristne tro, men den gamle tro skulle også bestå. Det blev bare gjort ulovligt at ofre til de gamle guder offentligt. Fair nok og dermed undgik de større uroligheder.

Næste stop var Akureyri, den anden største by i Island. Udover at jeg her skal handle ind, skal jeg også prøve en berømt softice, som alle taler om. Jeg gik ind i en kiosk og rigtig nok, pigen som langer hundredevis af softice over disken, vidste lige hvor jeg skulle gå hen. Benning hed stedet vist, lidt i udkanten af byen, og forbi en gammel tidligere dansk handelsstation. En god is blev jeg enig med mig selv i.

Men da jeg ikke er så meget til storbyer, så jeg tog snart videre nordpå. Dalvik - Olafs Fjordur - Hofsos og 16 km nord for Saudarkrokur. Man kører igennem barske bjerglandskaber, små hyggelige byer hvor tankstationerne tilbyder varm kaffe til de forfrosne mc-drenge. I Hofsos faldt jeg i snak med en pige. Hun fortalte mig bl.a. at islændinge lærer dansk fra 4. klasse, men det er dog ikke alle skoler, der underviser i det. Mere interessant var det, hun fortalte om Reykjadiskur. Det var et varmt bassing, hvor de unge tog ned efter at have været til bal i Saudarkrokur. Så der tog jer hen og øjnede chancen for en fri bruser. Jeg var der omkring midnat og sikke et sted - ubeskriveligt!

Man finder grusvej 748, kommer forbi seks bondegårde, der ligger ned til vandet og kigger op på bjergkæden Tindas Toll på 989 m. Der hvor vejen ender, går der en sti ned til havet. Man skal forcere to mindre vandkøb, forbi en flok indhegnede heste, og så er man der. Der står to tørvebjælkehytter med toilet og håndvask, og så tænker man, hvor er badet? Gå til venstre ud mod vandet, og der ser man det. Et rigtigt fint lille rundt vandhul bygget op af sten, så man kan sidde og læne sig op af kanten, med udsigt over sneklædte bjerge, islandske heste og et rigt fugleliv. Hvad mere kan man forlange?

Den nat sov jeg indendøre. Ikke noget med iglo. Og der var håndvask, så jeg skulle heller ikke vaske i floden.

Tilbage til toppen

Vindblæst

Op kl. 6, kogte en sortfugls kæmpeæg og så ned i bad. Og der slappede jeg af i 40 grader varmt vand i to timer. Det regnede og blæste, hestene kom forbi og fuglene fløj omkring, der var gang i den og jeg var i bad - varmt bad.

Næste stop var i Glaumbær, tørvegårdsmuseum. Her fortælles historien om islandske gårde fra 1700-1900-tallet. Gårdene var opført i tørv, og Glaumbær er den mest kendte rekonstruktion. Landskabet var meget åbent og kedeligt, og det blæste for meget. I Holmavik skal jeg lige besøge Mette, som jeg mødte på færgen. Vestfjodene kaldes den store halvø i det nordligste. Meget øde, gårdene så lidt sørgelige ud - helt i forfald. På grund af kulden var jeg nødt til at slå lejr, og det eneste sted med lidt læ, var i vejgrøften.

Mette arbejdede på Cafe Ris, et mægtigt flot sted, så langt væk fra alt. Min kære swissman havde været der dagen i forvejen. Jeg fik en kop kaffe og en sludder med personalet. Der bor 900 i Holmevik - en hyggelig by ned til havet.

Tilbage til toppen

Sukkertoppen

Efter en god portion cornflakes tog jeg afsked med Mette og personalet på caféen og kørte mod Isafjordur. Bjergræs igen - hele vejen og nogle steder lå der endnu sne. På turen til Isa de sidste 100 km kører man op og ned af den ene fjord efter den anden - og 85% af turen foregår på grusveje. Vejret er høj solskin, så man kan rigtig nyde turen. Der var bjerge på 601 - 881 og 647 m. Fra Isa, der vel egentlig kun er en pæn storby med 3.500 indb. - primært fiskere, gik turen videre sydpå langs 60eren - som jeg synes, er den smukkeste rute indtil videre. Bliver jeg aldrig træt af de her bjergudsigter og kørsel på grusveje? Nej, hver en udsigt er en fryd for øjet. På en off-roader er det spændende og "lækkert" at forcere bjergvulkanveje, men man skal da passe på, at man ikke bliver for dumdristig. Dynjandi vandvaldet inde i Borgasfjordur fjorden er også et af Islands smukkeste. Det breder sig som en balkjole ned af bjerget.

Lidt væk fra færgebyen Brjanslækur slog jeg lejr ud for en gård ned til havet, bare lige for at falde i søvn til havets rytmer. Ligesom jeg er færdig med aftensmaden, kommer en dansker gående. Hun arbejder på gården. Det er den fjerde gård, hun havde arbejdet på indenfor 4 måneder. Fælles for dem alle beklagede hun sig over deres mangel på renlighed og hun fortalte, at når de sidder ved bordet og spiser, er det helt okay at ræbe og prutte. Hvad hun ikke kunne vænne sig til, var, at de sagde, "aaaa det var dejligt" bagefter.

Næste morgen blev jeg vækket af to amerikanerne. De skulle lige nyde havudsigten. Jeg tog med færgen lidt over middag mod Stykkisholm, og sparede 9 dagsrejser i bjergene. Idag - den 17. juni - er det islændingenes nationaldag og de flager overalt. Vejret er skræmmende, det er gråt og regnen pisker ned. Jeg tog turen om Snæfellsnæs. Man kører langs kysten og har bjergene til venstre for sig. Trist med vejret for så ser man mest skyerne og kæmper med regnen. I Grundafjordur kommer man forbi et bjerg på 463 m, danskerne kaldte det "Sukkertoppen". Det ligner da næsten også en. Jeg kørte det meste af turen op til Snæfellsjökul på 1446 m, men der hvor snescooterne står klar, må selv en off-roader stå af. Det var ellers en ret spændende tur op. Toppen er dækket af sne og jeg bestemte mig ret hurtigt for, at det var det. I Londrangar - et sted ved kysten - rager to klipper på ca. 75 m op fra havet. Det er anderledes. Man kører på lavasten og kommer forbi en masse kratere. Jeg besteg Saxhöll, hvorfra jeg havde et godt udsyn.

Sidst på eftermiddagen slog jeg mig ned på en nedlagt gård, troede jeg. Pludselig lød der to skud og en vild råben, fra en islænding. Han ville såmænd bare jage fårene væk.

Tilbage til toppen

Et møde med den japanske ambassadør

Så gik turen mod Bieröst - et lava område dækket af lysegrønt mos. Jeg besteg Grabrok krateret og opdagede faktisk et nyt crater indeni. Derfra til Husafell igennem 10 km jordveje. Der kom vi på en prøve og flere gange sank vi da også i. Men jeg kunne spare 5 km. Offroaderen og jeg blev til totalt mudret til . Husafell skulle været et yndet område, her er lidt skov, nogle pæne vandfald, bjerge på 767 og 569 m, men idag var det regnvejr igen. Jeg sagde hej til vandfaldene og kørte mod Reykholt.

Derfra videre med 50 km/t gennem bjerge på op til 676 m, forbi søen Skorradalsvatn og lige før Botnsdaluk fik jeg nok af uvejret. Det stormede og regnen piskede ned. Nej, nu var det nok. Jeg fandt lidt læ mod nogle klipper på en mosmark og fik med besvær camperet. Om natten blev jeg nødt til at stå op og sætte pløkker i igen, vejret havde rykket de bagerste op. Men det er nu hyggeligt, når man er kommet indenfor. Vinden larmer og regnen pisker ned på teltet, mens suppen koger.

Om morgenen kom der en hund hen til mig. Den blev så glad for at se mig, at den pissede på mit telt!!!

Tilbage til toppen

Bjergvandring

Turen gik til Islands højeste vandfald Glymur på 198 m. Jeg gjorde to forsøg på at finde den rigtige sti, og tredje gang gjorde jeg turen sammen med amerikanerne, som jeg havde mødt et par dage i forvejen. Det tog en hel time at komme derop, men det var nu en god bjergvandring. Vi hyggede undervejs. Vi var da også lidt skuffede. Ved siden af faldet står Hvalfell med sine 848 m indhyldet i en tæt tåge. Det regnede minimalt, men skyerne ødelagde lidt af billedet over fjorden Hvalfjordur. Derfra til Reykavik, hvor jeg besøgte turistkontoret og et museum. Derfra videre til den smukke lagune, en kæmpe varm kilde i blå farver med damp over det hele. Det er helsebringende og jeg føler mig dag også meget bedre. Eller i hvertfald renere.

Imorgen regner jeg med at nå færgen i Vestmannaeyjar kl. 8.15.

Tilbage til toppen

Uvejr

Men sådan gik det ikke. Kl. 23.20 ankom jeg fra The Blue Lagoon, og turen mod havnen gik igennem lavaveje og kæmpesten. Det tog tid. Klokken halv to om natten slog jeg lejr, for skyerne bragede ud i regn. Det er jo lyst hele tiden, og havde det ikke været for det truende skydække, var jeg nok fortsat. Om natten er man helt alene om vejene og midnatssolen giver himlen et spændende udseende.

Allerede kl. 6 om morgenen gik flyverne fra den amerikanske base på vingerne. Jeg er kun 60 km fra deres base, så jeg blev selvfølgelig vækket. Ved 10-tiden pakkede jeg sammen, og så kom uvejret. Ikke regn men blæst. Min off-roader blæste omkuld, mit liggeunderlag forsvandt og den pose, jeg bruger som ekstrapose til teltet, fløj også væk. Det var kaos og selvom jeg fik det velpakket og kom afsted, var det stadig kaos. Vinden gjorde det for vildt at køre mere end de 40 km/t, for så lidt som jeg og udstyrret vejer, bliver jeg let blæst af grusvejen. Jeg nåede ikke færgen og fortsætter nu op til islændingenes gamle parlament, der er verdens ældste. Terrænet hernede er mere åbent og kedeligt end nordpå, men her er da bjerge.

Tilbage til toppen

Geysir

I Selfoss – en pæn, hyggelig by og den største i det sydlige Island, fik jeg købt et liggeunderlag, provianteret og så gik turen videre mod verdens ældste ”regering”, Pingvellir. Turen langs 36 gik med skiftende bjerge (551m) på den ene og den anden side, samtidig med at jeg kørte langs Sog floden. Jeg bemærkede at amerikanske soldater holdt vagt ved vandkraftværket. Men der var – igen – øde. På Island kan man virkelig fordybe sig med sine egne tanker inde i styrthjelmen. Det er nu sjældent jeg har den på, vil hellere nyde udsigten.

Historisk blev Pingvellir etableret i 930, og de flest beslutninger blev foretaget herfra. Om det så var kommende giftermål, et opgør beslutningen for at kristne Island og meget mere – det foregik her indtil nordmændene ankom i 1262, hvor de overgav sig. Geografisk set står man med den ene fod på de amerikanske plader og den anden i Europa. Det er her pladerne mødes, og her mødet mellem 2 verdner lettest kan anskues. Nu skal man jo ikke tro at der er noget at se på - ud over de historiske vindeslag og klipperne der stikker en 20 – 25 meter op, som sikkert indikerer fænomenet, men det er også nok, hvis man da kan leve sig ind i historien. Der var en del bus-turister, som kom hen og snakkede med mig. I det hele taget var der for mange, så jeg kom hurtigt videre.

Turen videre gik ind til det centrale Island – ind imellem 2 gletsjer, Hofsjokull og Langjökull, men først lige en smut forbi Gullfoss, Islands nok vildeste vandfald. Floden falder med et total fald på ”bare” 32 meter, canyon nedenunder er 70 meter dyb og 2,5 km. lang. Derfra videre ind i det centrale blev jeg Palle alene. Det var ren månelandskabskørsel (se billedet). Det var ikke lige her man skulle køre galt, eller tør for brændstof… Eller var det. Historien skabes jo i nuet og bliver til morskab i fremtiden. Med udsigt til Langjökull slog jeg lejr.

Om morgenen kørte jeg videre ind i landet på Kjölur ruten. Flere steder sad jeg fast i sandet hvor jeg ikke lige fik den rigtige fart. Og en afstikker ud til vandfaldet endte ved en for stor flod. Jeg ankom til Hveravellir, sådan ca. midt imellem på Island, der er et andet geo-mystisk-fænomen med en masse farvestrålende vulkanske søer. Der var faktisk også en campingplads og en hytte man kunne overnatte i for 150 kr. Men der var også et sted man kunne bade i de varme kilder – så der blev jeg lige vasket. Ud over mig selv var der 4 andre turister som var ankommet i deres 4wd. De synes nu, at det var lidt vildt, at jeg sådan helt alene ankom på en ”cykel”, for gik der noget galt, kunne der gå flere dage, inden man mødte nogen.

Tilbage til Geysir, få tanket på begge steder og videre østpå ad rute F26 og videre med F 208. I det centrale, hvor vejen snildt kan være spærret af floden, vælger man ruten med omhu og havner ofte med at kører på chancen. Jeg fik et godt kort over hele Islands vejnet af Nordisk Korthandel, hvor jeg kunne finde de ”farlige” ruter. Der skulle en overnatning til inden jeg var fremme ved Landmannalugar. Landmannalugar ligger 600 meter men alligevel - Jeg mødte sgu en cyklist inden jeg ankom. Der var ikke fuel nok til afstikkere. Jeg stod foran min største beslutning.

Tilbage til toppen

Sidste Etape

Tilbage til Geysir, få tanket på begge steder og videre østpå ad rute F26 og videre med F 208. I det centrale, hvor vejen snild kan være spærret af flod, vælger man ruten med omhu og havner ofte med at kører på chancen. Jeg fik et godt kort over hele Islands vejnet af Nordisk Korthandel, hvor jeg kunne finde de ”farlige” ruter.

Der skulle en overnatning til, inden jeg var fremme ved Landmannalugar. L. ligger 600 meter oho. Her kører man på lavasand – spændende kørsel. Der er farverige bjerge og søer, og hos vagtholdet får man gode informationer om vejene tilstande. Planen var et bad lokaliseret hos Landmannalugar hytten, med fine overnatninger, men vandet var for varmt. Jeg fik lov til at benytte deres kogefaciliteter og få lidt varme i kroppen, inden jeg tog på en vandretur i landskabet.

Farverne er blå – gul – orange og grønne.. På toppen af Störilhver havde jeg et pragtfuld udsigt over området. Egentlig burde jeg nok have blevet et par dage – hvis jeg skulle se det meste, men jeg havde lige en færge, der ventede om 7 dage. Men jeg var blevet vild med at have naturen alene og mærke suset om ørerne. Her var for mange turister, så allerede om aftenen var jeg på farten igen. Et par gange ræsede jeg rundt i lavasand ”dynerne”. Som sagt er planlægning her i det øde en vigtig detalje, alligevel ville jeg forsøge mig med F208 fordi den skulle være særlig flot selvom jeg var blevet advaret om, at der var for meget vand i floderne. Desuden skal man helst vide, hvornår den næste tankstation kommer, for herude ligger de ikke ligefrem på stribe. Så da jeg vendte om ved en for stor flod, hang bekymringerne ude på tøjet – ville jeg nå tilbage til den næste tankstation? Der var også spændende kørsel om natten – selvom her var rimelig lyst, men der var ingen vejskilte og en masse veje i forskellige retninger - lavastensveje der ofte var ”blæst” væk. For foden af Hekla slog jeg lejre.

Den første flod jeg skulle over den næste dag, måtte jeg betænke mig en halv time over, før jeg dristede mig over. Hvad skulle jeg gøre, hvis den gik over udsugningen og pludselig standsede midt ude i floden? Floden var meget bred, og jeg kunne ikke rigtig overskue, hvor dyb den var. Ude på midten blev den pludselig lidt dybere, men jeg klarede det, og jeg blev den oplevelse rigere. Turen gik ned til et par vandfald på hovedvej 1 syd for Myrdalsjökull. Det kedelige ved asfaltveje er at de alt for ofte går ligeud. Det første var Seljaland, som ifølge LP er en af de mest affotograferede på Island (hvordan de så lige måler det!!). Med et fald på ca. 40 meter i en pæn stråle ud fra en klippe var den da også beundringsværdigt. En 20 – 30 km længere ad vej 1 kom Skogafossen, der drøner 60m ned. Man kan høre den på flere kilometers afstand. Der ligger også en campingplads og i selve byen Skogar finder man det man mangler til en wild-camping med udsigt til vandfald og græssende får. Jeg vil ikke bare spise for at spise, der skal være noget at beundre. Jeg slæber jo ikke ligefrem rundt på en ghettoblaster. Uden for Kirkjubæjarklaustur slog jeg lejre, for ikke at rende ind i strømmen af turister omkring Skaftafell, turistmagneten. Pasta med grøntsager, som jeg havde fået af en dansker på en gård jeg kom forbi.

Tidlig op – lidt toast med nutella og så ellers bare tjek ind på min første campingplads. Nationalparken Skaftafell er landets største park og mest besøgt. Parken har det hele: dyr, bjerge, gletscher osv. Jeg lagde ud med at tage på gletsjervandring sammen med en guide og en masse japaner, og fik således fortalt om naturen og blev vejledet til min næste vandring. For selvfølgelig skulle jeg bestige det højeste bjerg i parken. Det tog da også hele dagen at nå op på Kristinartindar, 1126m. Det var ikke alle der kom helt op på toppen. Den sidste time foregik på klippestykker, som nemt kunne glide væk for en – og der var langt ned. Fra toppen var der den fedeste udsigt over gletsjere. Jeg kom også forbi vandfaldet. Omme bag selve faldet var klipperne udformet i 6 kanter – samme fænomen som i Nordirland. (se billedet). Der hører sig en information centre med til campingpladsen, hvor man kan hente informationer om stedet og fordybe sig i detaljerne om årsag og begivenheder. Midt på terrassen åbnede jeg mit gastronomiske nummer, der hurtigt tiltrak en masse turister. Det var en fin campingplads, der var bare for meget larm, for mange mennesker, og prisen kunne jeg nok heller ikke lide. Jeg er nok mere til Wild-camping.

Det sjaskregnede næste dag, og vinden piskede ind på visiret. Jeg fik smurt mine militærstøvler godt ind i støvlefedt, så de kunne holde vandet ude. Første stop var 007 gletsjer floden, Jökulsarlon, med krystalagtige blå isbjerge flydende rundt. Isterninger fra isblokkene her er noget særligt i drinks. Det er vist noget med den knitrende lyd, eller er det bare prisen. A view to a kill havde en sene fra stedet. Jeg forsatte mod Höfn, hvor jeg tog ind på den lokale svømmehal for at få vasket lidt af tøjet, blive vasket og få masseret ryggen i boble/massagebadet. I mens tøjet blev tørret på radiatoren, besøgte jeg muset for natur, der samtidig også fungerede som biblioteket. Jeg faldt i godt snak med ledelsen, der lod mig låne Internettet, og hen på dagen mødte jeg en geolog, som fortalte om hans nyeste fund. Han havde nemlig fundet det første bevis på at vikingerne også havde en slags kirke. Jeg fandt en overnatning i det fri – igen.

Det sjaskregnede – igen. Den her gang var det ekstrem. Så ekstrem at jeg måtte ind og varme mig på en tankstation i flere timer, og støvlerne blev sværtet ind næsten hver time. Mine cykelhandsker dur jo slet ikke til sådan et vejr, så jeg skiftede med at have den ene hånd nede i varmen og den anden på styret. Det var besværligt men nødvendigt. Udsigten oplevede jeg ikke så meget af. Jeg lagde mærke til bjergtoppene og den kedelige asfalt. 10 km ude for Djupivogur slog jeg lejre. For en sikkerhedsskyld gravede jeg en rand rundt om mit telt. Man kunne jo aldrig vide, hvad der kunne ske i løbet af natten med al den regn. Det var for resten blevet lidt mere besværligt at slå telt op, for jeg havde mistet mine glasfibre stænger på Hekla vulkanen. Men ved hjælp af en pæl eller noget jeg kunne binde den ene ende fast til, og motorcyklen i den anden ende, ja, så kunne jeg faktisk få teltet til at ligne det som det skulle.

Det støvregnede kun, og da jeg havde forceret et bjerg, var der solskin på den anden side af bjerget. Fra Reyoarfjörour til Seyoisfjördur kom jeg igennem nogle hygge bygder, hvor de vindtørrede fisk. Vej 92 førte ned i en dal, hvor man på den ene side havde et bjerg, der gik op til 987m, og til den anden side gik det 1229m lodret op ad. I Seyoisfjördur, havnebyen for Smyrline færgeren, opsøgte jeg lidt byliv, som foregik på den lokale tankstation, hvor de unge mødes og flirter. Jeg fik mig en kop kaffe og smurte et par nutellamadder. Der var ikke så meget andet at foretage sig. Jeg slog lejre ud til havet, så jeg kunne se og høre, når min færge videre til Shetlandsøerne ankom om morgenen. Man skulle tro jeg havde bestilt morgenvækning, for jeg blev vækket af lyden af deres tuden – her kommer jeg.

Fra Island gik turen videre over Færøerne, Shetland, Orkney, Scotland og Irland, og til slut en smut forbi London inden det hed Danmark. På motorvejen i London kørte jeg endelig tør for benzin, men heldigvis bare 1 km fra en afkørsel indtil en benzinstation. Det skulle jo ske.

Tilbage til toppen