De to venninder Nanna Maj Tommerup og Laura Emilie Buch tager til det mellemamerikanske land Costa Rica den 12. september, hvor de i 4 måneder skal lære spansk og arbejde som frivillige i organisationen "Exis". Efter de 4 måneder overvejer Nanna og Laura at rejse rundt i landet på egen hånd i et par måneder. Følg dem på deres rejse her på nettet, hvortil de løbende vil sende e-mails og billeder.

• Før rejsen
• Ankomsten
• Naturen og frivilligt arbejde
• Hverdag, salsatimer og havskildpadder
• Nicaragua og visum
• Monkey Park Rescue Center
• Dykkercertifikat og vulkaner
• Cuba
• Hjemme igen
• Rejsebøgerne til turen

Efter at have afsluttet gymnasiet i sommers kan Nanna og jeg (Laura) ikke vente med at komme ud og opleve den store verden! Nanna og jeg er begge 19 år, og vi mødte hinanden da vi blev værelseskammerater på Vesterdal efterskole på Fyn, da vi gik i 9. klasse. Selvom Nanna er fra Odense og jeg kommer fra Tønder, har vi holdt kontakten siden, og i 3.g. har vi brugt en masse tid i telefonen på at planlægge en rejse i vores sabbat år.

Vi blev hurtigt enige om at vi godt kunne tænke os at komme til et spansktalende land for at forbedre vores spanskkundskaber, da vi begge har haft spansk på B - niveau i gymnasiet. Efter flere overvejelser faldt vores valg på Costa Rica - hovedsageligt på grund af den smukke natur, de mange nationalparker og den, efter sigende, utroligt venligtsindede og gæstfri befolkning. Vi har valgt at rejse med organisationen Exis, som vi fandt på internettet, - i hvert fald i de fire første måneder.

Søndag den 12. september 2004 flyver vi fra København til Costa Rica via London og Miami. Vi bliver modtaget af vores værtsfamilie, som kører os til deres hjem i Alajuela, tæt på hovedstaden San José. Mandag morgen bliver så vores første møde med den skole i Carrillos, tæt på Alajuela, hvor vi skal tilbringe den næste måned. På skolen får vi undervisning i spansk, og costaricansk kultur - bl.a. skal vi deltage i forskellige minikurser i bl.a. latinamerikansk dans, costaricansk madlavning og introduktion til nationalparkerne! Denne måned på skolen er obligatorisk for at vi senere kan få lov til at arbejde som frivillige på et af de mange projekter der er tilknyttet skolen. Vi har ikke skulle vælge endeligt endnu, men foreløbigt har Nanna og jeg prioriteret at arbejde på en institution for psykisk og fysisk misbrugte børn i tre måneder.

Efter de i alt fire måneder har vi ikke besluttet hvad vi gør. Det er muligt at forlænge vores frivilige arbejde, men ellers kunne vi godt tænke os bare at rejse rundt på egen hånd og se mere af Costa Rica, og eventuelt også besøge nogle af de omkringliggende lande. Vi kunne enormt godt tænke os at prøve at Scuba-dykke, at springe i faldskærm eller at arbejde på et af de lokale havskilpadde projekter, vi har læst om på internettet.

Alt i alt er vi ved at gå til i spænding over alt det anderledes der venter os...

Nanna og jeg har begge investeret i en Backpacker taske, som vi så forsøger ikke at pakke til bristepunktet. Vi har hørt at de fleste ender med at smide halvdelen af deres tøj ud, så vi tager kun det mest nødvendige med. Inden vi tager afsted vil vi besøge de lokale legetøjs butikker og skrive et brev til LEGO, for at spørge om de vil sponsorere noget legetøj til børnene på børneinstitutionerne. Vi vil købe nogle fine danske gaver til vores værtsfamilie - f.eks. danske ravsmykker. Vi vil også købe nogle postkort med danske motiver og tage nogle billeder af vores familie og hjem med, så vi kan vise dem til vores værtsfamilie og andre interesserede. Herudover har vi naturligvis fået en helt masse vaccinationer (Husk at starte en måned forinden!) og som rejseforsikring har vi valgt "Gauda Super".

Vi har læst om Costa Rica i Politikens "Rejsen rundt i Costa Rica" og tager "Footprint Handbook Costa Rica" og Lonely Planets phrasebook "Costa Rica Spanish" med. Derudover har vi to kort over landet: ITM Costa Rica og Insight Map Costa Rica.

Sent om aftenen den 12. september ankom vi til Costa Rica, Alajuela, og vi har nu været her i snart to uger.

I lufthavnen blev vi modtaget af vores værtsmor Ydali, der meget atypisk for costaricanerne bor alene (normalt er hele familien klemt sammen, bedsteforældre, børn, børnebørn etc.) Ydali er meget venlig, og hun bor i et hus der efter costaricansk standard er ret pænt, selvom vi lige skulle vende os til kakelakker, kæmpemyrer og edderkopper (større end vi nogensinde har set) på værelserne...

Noget af det fedeste ved at være her er helt sikkert naturen. 12% af Costa Rica er nationalparker, men der er super frodigt og grønt over alt (måske lige med undtagelse af San Jose).

Den 15. september var skolen lukket p.g.a. costaricanernes uafhængighedsdag, så vi tog i stedet ud for at se den aktive vulkan "Poas". Da vi nåede derud, var der desværre så tåget, at vi i virkeligheden slet ikke så krateret- god tur;)

Ydali synger i det lokale kirkekor bestående af tre damer og en masse mænd med guitarer. En lørdag aften tog vi så ind for at se det, og det blev en ret speciel oplevelse. Ceremonien virkede mere varm end dem man oplever i Danmark, og f.eks. skulle man på et tidspunkt give knus til alle dem, der stod omkring en for ligesom at sige "tak", og det hele sluttede med at man sang fødselsdagssang for de lokale fødselarer!

Trods 1/2 mio. indbyggere er det lokale natteliv ikke just til at råbe hurra for. Med andre ord er Alajuela den 2. største by i Costa Rica, og der er ikke et eneste diskotek! Vi har dog været på en del barer, hvor de lokale ticoer (costaricanere) hænger ud på en MEGET afslappet måde. I øjeblikket er vi bare ved at få abstinenser efter noget ægte fiesta, så efter et par gode anbefalinger regner vi med snart at tage på wekend i San Jose.

Vores skole er vildt hyggelig - den har kun tolv elever, og klasseværelserne har kun tre vægge, så man kan se ud til hængekøjer og mystiske frugttræer...

De fleste ting er rigtigt billige her (internet kan fx fås til 3 kroner i timen), men så snart noget minder om luksus er det ikke det vilde man sparer. Costa Rica skulle efter sigende også være det dyreste sted i området. Maden her smager vildt godt ved 1. bid, men ved 5. begynder det at blive voldsomt kvalmt. Ticoerne holder vildt meget af oversøde ting, og ellers er det bare ris og bønner og ris og bønner og koreander, koreander, koreander...

Vi har svært ved at forstå, at vi allerede har været her i en måned nu. Tiden flyver afsted og vi oplever en masse!

Costa Rica er virkelig et dejligt land! Vi har været en tur i "Manuel Antonio" nationalpark, hvad der virkelig kan anbefales! Der er godt nok mange turister, men det er også det smukkeste sted, vi nogensinde har set. Udover at nyde det turkisblå hav, så vi også aber, vaskebjørne, et dovendyr, leguaner, kæmpe sommerfugle og kæmpe edderkopper - selvfølgelig. Costa Rica er ikke stedet, man skal tage hen, hvis man lider af araknofobi!

Vi er blevet færdige med opholdet på sprogskolen, og vi har heldigvis fået en del ud af det. Det er nemlig de færreste ticoer, der taler engelsk, så vores gebrokne spansk er allerede blevet ret nødvendigt. Vigtigste gloser er dog let lært. "Pura vida" betyder direkte oversat "rent liv", bruges efter hver sætning, og siger noget om ticoernes afslappede holdning til livet.

Costa Ricas smukke natur har lokket os til at ændre vores frivillige arbejde, således at vi nu skal arbejde 8 uger på en børneinstitution og derefter 4 i en nationalpark, i stedet for de først planlagte 12 uger på institutionen. I går begyndte vi første del af vores frivillige arbejde på "Hogar de vida", som er et midlertidigt hjem for børn, der er blevet tvangsfjernet og venter på at blive adopteret (mere eller mindre håbløst desværre). Børnene har hver deres tragiske historie, men heldigvis virker de oprigtigt glade for at være på hjemmet, selvom de selvfølgelig håber på en ny familie.

I forbindelse med starten på arbejdet har vi også skiftet til en værtsfamilie, der bor tættere på "Atenas", hvor vi arbejder og så følte vi at vores først vært var meget negativ. Den nye familie i "Barrio San Jose" er meget venlig. Der er en mor, far, en dreng på 9 og en pige på 15, og de er allesammen virkelig snakkesagelige, varme og helt igennem herlige mennesker. Vi er uendeligt glade for, at vi flyttede, vi føler os meget mere afslappede og velkomne her. I øvrigt skal det tilføjes at ikke alt mad smager af koreander her, så det kan åbenbart godt undgåes!

I wekenden tager vi nok på en eller anden tur. De offentlige transportmidler fungerer heldigvis uovertruffent, og både taxier og busser er overraskende billige.

Vi har efterhånden fået en rigtig hverdag her i Costa Rica. Vi arbejder hver dag fra klokken 7 - 15, og mandag og onsdag aften går vi til dans i Alajuela.

På "Hogar de vida" hjælper vi til med stort set alt - ligefra det praktiske som madlavning og rengøring, til underholdning af børnene ved f.eks. at gå ture med dem, spille spil osv. Det er hårdt arbejde at holde styr på børnene, så vi er altid helt kvæstede, når vi får fri.

Dansetimerne er altid et højdepunkt! Vi lærer salsa, merengue, bolero og swing - og det er ikke til at sige, hvad der er sjovest! Vi morer os gevaldigt med ticoerne på holdet, og så koster halvanden time kun knap 10 kr.!

Vi hygger os også mægtigt med vores nye værtsfamilie, som er enormt herlig. De har bl.a. taget os med på diverse markeder for at vise os de lokale varer, og vores værtsmor har lært os at lave forskellige lækre costaricanske retter, som vi glæder os til at afprøve, når vi kommer hjem.

I wekenden den 15. - 16. oktober tog vi til Puerto Limon for at se det årlige karneval. Selve karnevalet var dog en smule skuffende. Det var lige så uorganiseret som så meget andet i Costa Rica, og størstedelen af optoget bestod af lokale reklameindslag. Men området er helt sikkert et besøg værd! I forhold til resten af Costa Rica er det som at komme til et andet land. De fleste er sorte, sproget er en blanding af spansk og engelsk og og musikken er reggae. Stemningen er afslappet og varm, og vi er sikre på, at det bliver et sted, vi vil besøge igen når vi er færdige med det frivillige arbejde.

I wekenden efter tog vi til Tortuguero, i håb om at få en havskildpadde at se. Vi havde heldet med os! Efter en overordentligt smuk sejltur til Tortuguero begav vi os med en lokal guide ned mod stranden, for at se skildpadderne lægge deres æg. Det var virkeligt fascinerende, at se de fortids-lignende dyr lægge deres ca. 100 æg og derefter forsvinde ud i havet, og det var hele turen og alle pengene værd!

Næste morgen før daggry tog vi så på en ny tur, hvor vi så hundredevis af små havskildpadder på deres første færd mod havet. Man siger, at kun ca. 3 procent overlever den første svære tid, men vi gjorde os håb om, at vores tilstedeværelse kunne være med til at skræmme et par sultne fugle væk... Under alle omstændigheder håber vi på, at kunne komme til at arbejde med havskildpadder under vores frivillige arbejde i nationalparkerne. Det finder vi ud af den 10. november, hvor vi skal til et møde med organisationen ASVO i San Jose.

I dette øjeblik befinder vi os i Nicaragua, hvor vi er taget til for at få et visum til Costa Rica. Det man får ved indrejsen gælder 90 dage, og for at få et nyt skal man have været ude af landet i 72 timer.

Oprindeligt havde vi regnet med at kunne få vores visum forlænget i San Jose, men efter hvad vi har hørt fra andre rejsende, er det eneste man ofte opnår ved at forsøge, at blive snydt for en masse penge. Derfor valgte vi at en t/r bustur til Granada for ca. 120 kr med "Ticobus".

Granada er en hyggelig og charmerende by med støvede gader og hestevogns-taxaer, men der er ikke så meget at lave, så 72 timer var mere end rigeligt. På busturen fik vi anbefalet at bo på "The Bearded Monkey" - den anbefalig kan vi godt give videre! Stedet er billigt (4 dollars for en seng og 2,5 for en hængekøje!), hyggeligt og yderst backpacker venligt! Vi kan også godt anbefale, at man bliver på hotellet og spiser. Deres køkken er helt i top, og de har lige præcis den slags mad man savner - cornflakes er f.eks. en rigtig dejlig ting, når man er vant til ris og bønner morgen, middag og aften!

Når vi kommer "hjem" til Costa Rica skal vi til at pakke til nationalparkerne, og have købt de nødvendige ting som f.eks. lommelygter, gode sko, sengetøj, moskitonet og massevis af myggespray! På mødet med ASVO fandt vi ud af, at vi er nødt til at begynde på arbejdet en uge før planlagt, for at kunne få de to projekter vi helst ville. På den ene side er vi kede af at skulle forlade vores værtsfamilie en uge før planlagt, men på den anden side kan vi slet ikke vente med at komme ud og bo i naturen!

Det første projekt, hvor vi skal arbejde i 16 dage, er i "Monkey Park" i Santa Cruz, hvor vi skal hjælpe med at sætte illegalt tæmmede dyr - hovedsageligt aber - tilbage i naturen. Herfter skal vi arbejde med beskyttelse af truede havskildpadder på "Playa Caletas", b.la. ved at patruljere strandene om natten, for at beskytte æggene mod dyr og mennesker ( rå skildpaddeæg i appelsinjuice er en udsøgt specialitet her...!) Begge projekter ligger i Guanacaste, som skulle have smukke strande og brændende vejr, så vi har ruineret os selv på solcreme, som vi burde have købt hjemmefra - her er det dyrt!

I øjeblikket kan vi slet ikke vente med at komme afsted, selvom det sikkert også bliver hårdt arbejde med kun en fridag om ugen og ingen elektricitet i Playa Caletas!

Som det sikkert fremgår af brevet, er vi rigtigt glade for at være i Costa Rica, og vi går hele tiden rundt og føler os yderst priviligerede og heldige over alt det nye vi får at se og oplever.

Lige en sidste anbefaling: For cirka to uger siden tog vi på en tur til "Pacuare River" (der er bl.a. billeder fra "Pacuare" i "Jurasic park" og "Congo") for at whitewater rafte. Det var godt nok lidt dyrt (75 dollars), men det var alle pengene værd, og vi havde en fantastisk dag! Whitewater rafting er virkelig en sjov sport i en smuk natur - så gør det, gør det - vi håber på at gøre det igen!!

Efter en måned med stegende hede, mudder og myg, er vi vendt tilbage til civilisationen.

I ”Monkey Park Rescue Center ” hjalp vi til med stort set alt, der havde at gøre med vedligeholdelse af parken og pasning af parkens dyr. Vi vaskede bure, fodrede og hjalp til med de turistture, der får parkens økonomi til at løbe rundt.

De fleste af dyrene var blevet bragt til centeret, fordi de var blevet holdt illegalt som husdyr eller mishandlede, men der kom også mange unger, hvis mødre var blevet kørt ned i trafikken, og som var for små til at kunne klare sig selv. Det blev en af vores mere spændene opgaver at tage os af ungerne, made dem og forsøge at vænne dem til at kunne klare sig i naturlige omgivelser, så de forhåbentligt en dag ville kunne blive sat ud i naturen igen.

Undervejs nåede vi blandt andet at dele værelse med en vaskebjørnsunge og en lille nyfødt brøleabe, som næsten var lidt for søde til at kunne sige farvel til.

Efter alligevel at have vinket farvel til vores to nye værelseskammerater, satte vi kursen mod Playa Caletas, strand og skildpadder. Den sidste del af turen mod stranden var kun mulig at foretage i en firehjulstrækker, da der skulle krydses floder. Playa Caletas er med andre ord fuldstændigt afskåret fra civilisationen, hvilket blandt andet betød ingen elektricitet, overnatning i telte og kun rindende vand når alle havde pumpet i 20 minutter. Tanken om at skulle dele seng med edderkopper og andre kryb var naturligvis lidt skræmmende, men vi vænnede os hurtigt til det, og frisk luft og solnedgange kan let kompensere for luksuriøse goder.

Juleaften holdt vi fest og barbecue på stranden, og skønt det ikke just var en and vi grillede, var det alligevel noget af et festmåltid efter to ugers dåsemad.

Et par dage efter jul tog vi tilbage til vores værtsfamilie i Alajuela, hvor vi nu nyder de glæder det indebærer at kunne tænde og slukke kontakter, og at kunne tage – tilnærmelsesvis – varme bade.

Vores værtsfamilie havde inviteret os til at holde nytårsaften med dem, hvilket blev en noget mere typisk costaricansk oplevelse end vores juleaften. Vi grillede på gaden, og venner og naboer kom forbi og dansede salsa indtil klokken 12, hvor der blev givet knus og ønsket godt nytår. Da vi så troede, at nu skulle festen for alvor til at begynde, var den netop slut og alle gik hjem i seng. Nu ligger vi i sengen og planlægger vores sidste måned i Costa Rica.

Efter mere end tre måneders skole og frivilligt arbejde, glædede vi os til at komme ud og rejse på egen hånd. Vi satte kursen mod Playa del Coco for at tage et PADI dykkercertifikat.

Playa del coco er kendt for at være Costa Ricas bedste dykkersted, og er derfor ikke meget andet end turister og dykkercentre. Efter en dårlig oplevelse med ejeren af ”Deepblue-diving”, som havde slettet vores reservationer, fandt vi frem til dykkercentret ”Summer Salt”, ejet af en nordmand og hans australske kone. Det er helt nyt, så det var ikke nævnt i vores guidebog, men anbefalingen er hermed givet videre. Ejerne er enormt flinke og vi følte os i sikre hænder. Et fuldt PADI–certifikat inklusive alt + et adventure dyk (+ hjemmebagt kage på båden...) kostede i alt 300 dollars.

Det var en helt fantastisk og uforglemmelig oplevelse at svømme rundt ved koralrev, med faverige fisk og endda en haj! Efter at have fået certifikatet tog vi et nattedyk, som var det bedste af det bedste! Vi så fire forskellige rokker og kom op til en stjerneklar nat.

Tidlig næste morgen tog vi til La Fortuna og mødtes med nogle venner fra Playa Caletas. Vi havde forinden fundet ”Gringo Pete´s”, hvor en seng i et dormitory koster 6 dollars. Stedet var et af de bedste vi har været på, med køkken, opholdsstue og en virkelig hyggelig stemning.

”Gringo Pete´s” arrangerer også de billigste ture til vulkanen Arenal og Hot Springs. Sådan en tur tog vi på, men vi havde ikke heldet med os. Arenal er i udbrud hvert tyvende minut, og på en klar dag er det muligt at se lava. Desværre stod det ned i stride strømme, så det eneste vi så var klippesiderne. Bagefter tog vi ned til de varme kilder, som bliver opvarmet af vulkanen.

Efter den lidt skuffende oplevelse med vulkanen var vi klar til mere action, og tog til Monte Verde, for at tage på en ”Canopy Tour”. Da vi ankom følte vi mest af alt, at vi var ankommet til Norge. I forhold til resten af Costa Rica var der frysende koldt, og vores nederdele og undertrøjer var pludselig ikke længere tilstrækkelige. Vi benyttede dog chancen til at krybe ned under tæpper, drikke varm kakao, spise suppe og fantasere os tilbage til Danmark.

Den følgende dag købte vi billetter til ”Canopy Adventure Tour”, hvilket kostede omkring 20 dollars. På en Canopy tur bliver man koblet til et kabel og suser hen over regnskovens trætoppe. Turen vi tog bestod af 16 kabler, frit fald og en ”Tarzan-swing”, som stort set er det sammen som et ”bridge-jump” – broen er bare blevet erstattet med et tårn, og havet med en regnskov! Det var en helt vild og smuk oplevelse, og da vi bagefter stod i læ for regnen kunne vi ikke lade være med at være lidt stolte af os selv.

Våde og kolde tog vi tilbage til San Jose, hvor vi nu sidder og læser i vores nyindkøbte Footprint guidebog om Cuba, inden vi tager dertil om et par dage. Efter denne række af skønne naturoplevelser har vi fået lyst til at opleve et land med mere kultur, så vi besluttede os for Cuba, for at opleve et land uden McDonalds og Coca Cola.

Vi landede i Cuba den 11. januar og tog direkte til Varadero, hvor der desværre ikke var meget andet end turister og strand. Allerede på turen fra Havana til Varadero fandt vi ud af, hvad der menes med at Cuba er ”et rullende museum”. Gaderne var fyldte med biler fra 1950´erne, og man kunne næsten få fornemmelsen af at være fløjet 50 år tilbage i tiden.

Efter Varadero tog vi til Santa Clara, hvor det sidste store slag i revolutionen stod. Selvom der var mange flotte gamle huse og bygninger, var der dog ikke meget andet at se, end dem og Che´monumentet. Vi var inde og se Che Guevara museet, hvor man skulle stå i en timelang kø, hvis man altså ikke lige var turist og blev hevet ind foran af vagterne.

Efter Santa Clara tog vi videre til Trinidad. Her var der fyldt med smukke bygninger, og der var en hyggelig stemning med musik i gaderne, og mange perfekte steder til at indtage den populære ”Mojito”.

Vi sluttede vores ophold af i Havana, hvor vi gik på cigarindkøb, så på markeder og spadserede langs den smukke havnestrækning Malecón. En aften tog vi også ind på det berømte, men lidt dyre, danseshow ”Tropicana”. Showet var storslået, og da vi forlod stedet, følte vi os som alt andet end fattige backpackere.

Under hele opholdet boede vi i ”casas particulares”, som er værelser hos private familier, hvilket giver en god chance for at lære kulturen at kende indefra. Et billigt værelse for to koster mellem 15 og 30 dollars, og det bliver ikke billigere hvis man kun er en, så det er smart med en rejsekammerat.

Nu er vi tilbage i Costa Rica , hvor vi nyder den sidste tid og tillader os selv at bruge lidt flere penge end vi plejer. Vi er taget til Samara, hvor der er en lækker badestrand fyldt med surfere og palmer.

Ved hjælp af vores Footprint-guide, fandt vi frem til det mest fantastiske pizzasted nogensinde! Stedet hedder Al Manglar , og må bestemt ikke misses. Når man har nydt en pizza dér, kan man passende gå ned til ”Shake Joes” og få fyldt sit glas med en af deres lækre frugtdrinks, mens man nyder sofaerne og den flotte havudsigt.

I de sidste dage vil vi tage til San Jose for at gøre de sidste gaveindkøb, og til Alajuela for at gå på ”Fantasia” isbar, hvor de virkelig har is, der er til at dø for.

Om et par dage går turen til Danmark.

Efter nu en uge i Danmark med regn, slud og kulde længes vi allerede tilbage til palmestrande og salsa.

Det er dejligt igen at kunne være sammen med alle dem, man holder af og har savnet, men det er også nu, vi er nødt til at finde et arbejde, og få tjent alle de penge vi for længst har brugt.

Heldigvis kan vi se tilbage på en vidunderlig tur, med en masse skønne oplevelser som vi aldrig vil glemme. Vi har ingen fortrydelser og kan kun anbefale andre at tage til Costa Rica, eller i det hele taget bare ud at rejse. Vi føler virkelig, at vi har lært meget, og at vi har fået en indsigt i latinamerikansk kultur, som vi ikke ville være foruden. Derudover har vi fået et stort spansk ordforråd, som vi håber vil kunne hjælpe os med at finde jobs i fremtiden.

Efter lige at have læst de foregående mails igennem har vi et par sidste tips og tricks at tilføje. De kommer her på listeform:

TAXAER: Husk altid at kontrollere at chaufføren har tændt taxameteret, og hvis han siger, at det er i stykker, så find en anden. Der er virkelig mange, der er ude på at snyde!

SIKKERHED: Der er mange steder i Costa Rica, hvor man ikke skal gå ude efter mørkets frembrud, og i det hele taget skal man passe rigtigt godt på sig selv og sine ting. Som pige kan det godt være ubehageligt at færdes på gaderne, og man bliver hurtigt træt af at høre på psssssst-lyde (Deres måde at pifte på!), og diverse perverse tilråb. Vi anbefaler at man medbringer en hættetrøje til at skjule det lyse hår og skandinaviske udseende.

LEGO: Meget fejlagtigt kan vi se, at vi helt har glemt at nævne LEGO. Vi vil gerne sige dem mange tak, fordi de sponsorerede 10 kilo flot legetøj, til stor glæde for mange forældreløse børn.

CUBA: Toiletpapir er en manglevare så medbring selv!

BILLEDER: Det kan ikke betale sig at fremkalde film i Costa Rica. Kvaliteten er enormt ringe og det er ikke engang billigt.

Tilbage er der vist kun at sige; gør det! Vi er bestemt ikke færdige med at rejse og bliver det formentlig heller aldrig.